
Der er dømt engelsk topbrag på Stamford Bridge, når Chelsea søndag tager imod Manchester United. Chelsea indtager Premier Leagues førsteplads inden kampen, men de forsvarende mestre fra Manchester er blot to point efter.
Chelsea er kommet godt fra start under Carlo Ancelotti og topper således Premier League med 27 point. Også i Champions League ser det fornuftigt ud for The Blues, der i midtugen sikrede sig videre avancement fra gruppespillet efter at have spillet uafgjort 2-2 mod Atlético Madrid. Chelsea er indehavere af førstepladsen i gruppe D med ti point efter fire kampe. Nærmeste forfølger er FC Porto med ni point.
Manchester United er også sikre på videre avancement i Champions League, hvor de topper gruppe B med ti point. Deres nærmeste forfølger er Wolfsburg, der har syv point. I Premier League er de forsvarende mestre skubbet ned på tredjepladsen af Arsenal, der i går besejrede Wolverhampton. United og Arsenal har begge 25 point efter 11 kampe, hvilket er to færre end Chelsea.
Der er dermed lagt op til et vaskeægte topbrag på Stamford Bridge, når Manchester United kommer på besøg. Det bliver en svær opgave for United, der ikke har vundet på Stamford Bridge siden 2002. Derudover er Chelsea ubesejrede på hjemmebane i denne sæson og har kun lukket et enkelt mål ind, og holdet er normalt meget stærke på hjemmebane.
Manchester United har spillet på udebane fem gange i denne sæson, og her er det blevet til tre sejre og to nederlag. I sidste sæson var United dog bedst i opgørene mod Chelsea. Efter at have sikret sig 1-1 på Stamford Bridge i den første kamp, vandt man med hele 3-0 hjemme på Old Trafford.
Det seneste møde mellem to de klubber skal dog findes i denne sæson, hvor de stod overfor hinanden i Community Shield. Nani gav United den bedste start med sin scoring efter 11 minutter, men scoring af Ricardo Carvalho og Frank Lampard bragte Chelsea på sejrskurs. I overtiden dukkede Wayne Rooney dog op og sendte kampen ud i straffesparkskonkurrence med sin scoring. Her var Chelsea skarpest og vandt dermed den indledende duel med Manchester United.
Chelsea kan stort set stille i stærkeste startopstilling. Carlo Ancelotti må dog se bort fra det normale førstevalg på højre back, Jose Bosingwa, der er ude med knæproblemer. Yuri Zhirkov og John Obi Mikel har begge været meldt tvivlsomme, men skulle være klar til opgøret.
I United-lejren er skadessituationen lidt værre. Alex Ferguson må undvære Owen Hargreaves, Rio Ferdinand, Ji-Sung Park og Danny Welbeck. Derudover er Dimitar Berbatov, Ryan Giggs og Nemanja Vidic tvivlsomme, men skulle være klar. Forsvarsspilleren Gary Neville sidder udenfor med karantæne.
Forventede startopstillinger:
Chelsea FC:
Ivanovic – Carvalho – Terry – A. Cole
Essien
Ballack – Lampard
J. Cole
Drogba – Anelka
Manchester United:
O’Shea – Evans – Vidic – Evra
Valencia – Fletcher – Carrick – Giggs
Rooney – Berbatov
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Chelsea og Manchester United er måske de største favoritter til at tage Premier League-titlen i denne sæson, og derfor er søndagens opgør på Stamford Bridge naturligvis af stor betydning for begge mandskaber, selvom intet vil være afgjort så tidligt i sæsonen.
Chelsea har været meget overbevisende på det seneste, og er generelt stærke hjemme på Stamford Bridge. Derfor tror vi, at The Blues vil snuppe alle tre point i topbraget mod Manchester United med en sejr på 2-1 i en intens og tempofyldt kamp.
Kampen ender uafgjort .
Chelsea vinder 2-0. Kom så Chelsea!