Наши партнеры

Menu



Optakt: Champions League-gruppespil 2. kamp

Champions League

Turneringen for de største klubber, Champions League, er blevet sat i gang. Tirsdag aften spiller holdene fra gruppe E-H deres anden kamp. Vi har grund til at have store forventninger til denne runde, hvor blandt andet Manchester United møder Roma. Vi bringer et overblik over alle tirsdagens kampe.

Gruppe E:

Olympique Lyonnais – Glasgow Rangers

Lyon tager hjemme imod Glasgow Rangers. Rangers kommer med den største optimisme til denne kamp, da de i sæsonens første CL-kamp vandt knebent 2-1 over Stuttgart, mens Lyon brød deres tradition med sejr i CL-sæsonens første opgør, da de måtte vende snuden hjemad til Frankrig med et 0-3-nederlag i bagagen. Lyon er dog ubesejret i deres seneste seks kampe i den bedste franske liga. Det seneste opgør mod Lens, vandt de forsvarende mestre 3-0, mens Glasgow Rangers seneste kamp mod Motherwell endte 1-1.

Forventede startopstillinger:

Lyon: Vercoutre – Clerc – Bodmer – Källström – Juninho – Benzema – Govou – Réveillére – Belhadj – Toulalan – Squillaci.

Rangers: McGregor – Hutton – Weir – Papac – Ferguson – Hemdani – Thomson – Adam – Darcheville – Cuellar – Whittaker.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Lyon har brug for en sejr tirsdag, da et nederlag vil svække deres chancer for videre avancement. Med hjemmebanefordel, og deres seneste ubesejrede stime, tegner det til en smal fransk sejr. Vi tror, at Lyon vinder 2-0.

______________________________________________________________________________

VfB Stuttgart – FC Barcelona

Stuttgart tager hjemme på Gottlieb Daimler Stadion i mod frygtindgydende Barcelona, som virkelig stråler af selvtillid for tiden. Barcelona har i de seneste to kampe i Primera Division udraderet deres modstandere, begge gange med 4-1. Barcelona lagde da også stærkt ud i åbningskampen af Champions league, hvor de spillede Lyon ud af Camp Nou med en 3-0-sejr. Stuttgart har derimod ikke spillet prangende i Bundesligaen, og de lagde da også svagt ud i første runde af Champions League, ved at tabe til 2-1 Rangers.

Forventede startopstillinger:

VfB Stuttgart: Schaefer – Osorio, Tasci, Meira, Boka – Pardo, Basturk, Hilbert, Khedira – Cacau, Gomez.

Barcelona: Valdes – Oleguer, Puyol, Milito, Abidal –Xavi, Deco, Iniesta, Ronaldinho – Messi, Henry.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Stuttgart skal virkelig stå tidligt op for at slå et sprudlende Barcelona-mandskab. Barcelona virker meget skræmmende og meget skal gå galt, hvis de ikke kører en sikker sejr i hus ude mod Stuttgart. Barcelona må dog undvære en langtidsskadet Zambrotta, derimod kan de trøste sig med, at Ronaldinho er tilbage efter en kort pause. Derfor tror vi på en 1-3 sejr til Barcelona.

______________________________________________________________________________

Gruppe F:

Dynamo Kiev – Sporting Lissabon

Både Dynamo Kiev og Sporting Lissabon tabte deres første kamp i dette års Champions League-gruppespil. Gruppens to favoritter til videre avancement, Roma og Manchester United, viste at det ikke er helt uden grundt, at de er favoritter. Roma vandt således 2-0 over Dynamo Kiev mens Manchester United slog Sporting 1-0. En sejr vil derfor være meget vigtig for begge hold, da det højest sandsynligt bliver disse to klubber, der skal kæmpe om tredjepladsen i gruppen, som giver en plads i UEFA Cuppen. I ligasammenhæng er hjemmeholdet nummer tre, og tabte i sidste spillerunde, hvilket betyder at de efter 11 kampe er ti point efter førerholdet, Shakhtar Donetsk. Udeholdet fra Lissabon er nummer fire i Portugal, og spillede i sidste runde uafgjort med Benfica.

Forventede startopstillinger:

Dynamo Kiev: Shovkovskiy – Markovic, Fedorov, Gavrancic, El Kaddouri – Oleh Gusev, Mikhalik, Yussuf, Michael – Bangoura, Shatskikh.

Sporting Lissabon: Stojkovic – Abel, Tonel, Polga, Ronny – Miguel Veloso – João Moutinho, Romagnoli, Vukcevic – Djaló, Liedson.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Dynamo Kiev har fordel af hjemmebane i opgøret, men Sporting viste i perioder godt spil mod Manchester United. Vi forventer en tæt kamp, men tror i sidste ende at udeholdet Sporting Lissabon vil trække det længste strå, og tage en smal sejr på 1-2 med hjem til Portugal.

______________________________________________________________________________

Manchester United – AS Roma

De to holds seneste opgør på Old Trafford den 10. april glemmer Manchester Uniteds fans sent. Efter AS Roma sejrede 2-1 i deres første møde i kvartfinalen i sidste CL-sæson, så det ud til at blive et tæt returopgør, der var i vente, men Manchester United overraskede alt og alle, da de vandt 7-1 på Old Trafford, og dermed sikkert sparkede sig videre. Nu står de to hold så overfor hinanden igen – denne gang i gruppespillet. United sejrede 1-0 i denne sæsons første CL-kamp mod Sporting Lissabon, mens romerne vandt 2-0 over Dynamo Kiev. Dermed har begge hold blod på tanden til opgøret, og der er ingen tvivl om, at Roma vil vise, at det enorme nederlag var en enlig svale.

Forventede startopstillinger:

Manchester United: Kuszczak – Evra, Ferdinand, Vidic, Brown – Giggs, Scholes, Carrick, Ronaldo – Tevez, Rooney.

AS Roma: Doni – Tonetto, Juan, Mexes, Panucci – Aquilani, De Rossi – Mancini, Perrotta, Giuly – Totti.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Manchester United vil helt sikkert forsøge, at leve op til fansenes forventninger om en ny storsejr, men vi tror ikke, at United har lige så mange mål i støvlerne tirsdag aften. Vi tror, at United hiver en 2-1-sejr hjem mod Serie A-topholdet.

______________________________________________________________________________

Gruppe G:

CSKA Moskva – Fenerbache

Fenerbache overraskede positivt i deres første gruppekamp, da de på hjemmebane vandt 1-0 over de italienske mestre, Inter. I denne kamp står de på udebane overfor en på papiret svagere modstander, og de skal her forsøge at bevise, at de har evnerne til at avancere fra denne gruppe. CSKA tabte deres første kamp på udebane mod hollandske PSV Eindhoven, og tre point i denne kamp ville bestemt lune, da to nederlag ikke ville være godt at lægge ud med. Derudover spiller de også på hjemmebane, hvilket for det meste giver lidt ekstra.

Forventede startopstillinger:

CSKA Moskva: Mandrykin – Alexei Berezutsky, Ignashevic, Vasily Berezutsky – Zhirkov, Dudu, Semberas, Krasic, Rahimic – Vagner Love, Jo.

Fenerbache: Demirel – Turaci, Lugano, Edu, Roberto Carlos – Deivid de Souza, Baris, Aurelio, Alex, Bilgin – Kezman.

TotalBold.dk’s bud på kampen: CSKA Moskva er på hjemmebane, og dette kan blive udslagsgivende. Samtidig er sejren meget vigtig for dem, efter nederlaget til PSV i deres første kamp. Derfor tror vi på en smal 2-1-sejr til hjemmeholdet.

______________________________________________________________________________

Inter – PSV Eindhoven

Inter lagde skidt ud i Champion League ved at tabe ude mod et storspillende Fenerbache-hold med 1-0, hvor de forsvarende italienske mestre stort set ikke kom frem til nogen åbne scoringsmuligheder i hele kampen. PSV lagde derimod stærkt ud, ved at vinde hjemme på egen bane med 2-1 mod CSKA Moskva, hvor danske Perez blandt andet scorede sejrsmålet til 2-1 for hollænderne.

Forventede startopstillinger:

PSV Eindhoven: Gomez – Alcides, Salcido, Addo, Costa – Mendez, Afellay, Culina, Simons –Lazoviz, Koevermans.

Inter: Cesar –Zanetti, Maxwell, Rivas, Samuel – Stankovic, Cambiasso, Dacourt, Solari – Suazo, Ibrahimovic.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Inter havde i sidste runde store problemer med at score mod Fenerbache, hvor Ibrahimovic nærmest var usynlig hele kampen igennem. Hvis ikke Inter får scoret et hurtigt mål imod PSV, kan det godt blive en meget åben kamp mellem de to mandskaber, hvor chancerne vil bølge frem og tilbage. Derfor tror vi på, at de to hold går hver til sit med 1-1 i bagagen.

______________________________________________________________________________

Gruppe H:

Steaua Bukarest – Arsenal

Hjemmeholdet Bukarest tabte deres første kamp 2-1 til Slavia Prag. I den bedste rumænske række er de placeret som nummer seks efter otte kampe. I Premier League er der også spillet otte kampe. Disse har Arsenal klaret rigtig godt, og de er således øverst i tabellen. De har været rigtig godt kørende i starten af denne sæson, og slog i deres første kamp i gruppespillet spanske Sevilla hele 3-0 hjemme i London. I denne kamp er de på udebane og døjer også med et par skader. Arsenals unge mandskab har dog klaret det så godt i sæsonstarten, at det næppe har den store betydning i denne kamp.

Forventede startopstillinger:

Steaua Bukarest: Zapata – Badoi, Goian, Rada, P. Marin – Nicolita, Lovin, Ov. Petre, Surdu – Dica, Iacob.

Arsenal: Almunia – Sagna, Toure, Senderos, Clichy – Flamini, Fabregas, Gilberto, Diaby – Walcott, Van Persie.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Arsenal er godt kørende for tiden, og er set på papiret også et bedre fodboldhold end Bukarest. Dog er holdet ramt af skader til et par vigtige spillere, men vi mener dog ikke, at det kommer til at ændre på den status, at holdet er favoritter til at vinde. Vi tror på en sejr på 1-3 til holdet fra London.

______________________________________________________________________________

Sevilla FC – Slavia Prag

Sevilla er kommet ind i en slem formkrise og de har tabt tre kampe i ligaen, siden de tabte åbningskampen mod Arsenal i Champions League med hele 3-0. Sevilla har haft store problemer med at udnytte deres scoringsmuligheder foran målet, så hvis de skal have deres første tre point i hus, skal de være meget skarpere foran målet. Slavia Prag vandt til gengæld deres åbningskamp hjemme mod Steaua Bukarest med 2-1.

Forventede startopstillinger:

Sevilla FC: Palop – Alves, Boulahrouz, Escude, Drago –Navas, Poulsen, Adriano, Renato – Kanoute, Kerzhakov.

Slavia Prag: Vaniak – Drizdal, Suchy, Brabec, Latka –Krajcik – Belaid, Tavares, Svec – Senkerik, Vleck.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Sevilla må være store favoritter til aftenens kamp, da de har været meget dominerende hjemme på egen bane. Sevilla har mistet megen af deres selvtillid siden Puertas død og det har smittet meget af på andalusiernes spil. Sevilla skal derfor stramme sig an mod Slavia, ellers ligger der en overraskelse lige om hjørnet. Derfor tror vi på 2-1 sejr til Sevilla.

Skrevet af Casper Lohse, Mads Danielsen og Pernille Nielsen.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu