
Så er der ikke mange timer til, at Bundesligaen 2007/2008 bliver fløjtet i gang. Det bliver en spændende sæson fra allerførste runde, hvor vi bl.a. ligger ud med en kamp mellem VfB Stuttgart og Schalke 04. Her har vi set nærmere på kampene i Bundesligaens 1. runde.
VfB Stuttgart – Schalke 04 (Spilles fredag)
Der er et topbrag i vente, når Bundesligaen fredag aften bliver skudt i gang. Sæsonens allerførste kamp er mellem sidste sæson guld- og sølvvindere, VfB Stuttgart og Schalke 04. Det er et vigtigt og prestigefyldt opgør, så de to tophold vil gøre deres, for at vi får en god og seværdig fodboldkamp. Vi kan forvente én enkelt dansker på banen, og det er Schalkes Peter Løvenkrands, som højst sandsynligt starter på Schalkes venstrefløj. Klubbens anden dansker, Søren Larsen, er småskadet, og kommer derfor ikke på banen i premieren. Det bliver en hård, og tæt spillet kamp, men VfB Stuttgart må pga. hjemmebanen ses som en lille favorit.
Bayer Leverkusen – Energie Cottbus (Spilles lørdag)
Det bliver højst sandsynligt et Bayer Leverkusen-hold, der vil komme med 120 km/t fra første fløjt. Leverkusen spiller oftest meget offensivt, og mod et hold som Energie Cottbus, der formegentlig vil pakke sig ned på egen banehalvdel og satse på kontraangreb. Derfor kan det blive en kamp med få mål indtil et af holdene får hul på bylden. Leverkusen må siges at være storfavorit til at vinde dette opgør.
Bayern München – Hansa Rostock (Spilles lørdag)
I sidste sæson led giganten Bayern München hele 10 nederlag, og endte altså på 4. pladsen i Bundesligaen, hvilket er helt uhørt, for en klub som Bayern München. Derfor kan man kalde denne sæson for en ’revanchesæson’, og det er selvfølgelig vigtigt at komme godt fra start. Oprykkerne fra Hansa Rostock kommer på besøg på Allianz Arena, hvor det altid er svært at spille. Bayern München vil gøre alt for at få en storsejr i hus, så man kan vise fansene, medierne samt kritikerne, at Bayern München er tilbage, og vil tage kampen om mesterskabet op.
Eintracht Frankfurt – Hertha BSC (Spilles lørdag)
Dette er en kamp, der kan gå begge veje. De to hold endte kun fire point fra hinanden i den forgangne sæson. Hertha har mistet en del stamspillere, og det bliver derfor spændende at se hvordan de klare sig, når Eintracht Frankfurt er vært for et opgør, der kan blive både fugl og fisk.
Hannover 96 – Hamburger SV (Spilles lørdag)
Kun ét enkelt point skilte de to hold fra hinanden i den forgangene sæson, men alligevel ventes det ikke at blive en lige kamp. Hamburger SV præsterede i sidste sæson under niveau, og med tilgang af spillere som Kosi Saka og Mohammed Zidan forventes det, at de vil gå til stålet. Hamburger har bestemt holdet til at forbedre sidste sæsons skuffende 7. plads og avancere til en placering i toppen af Bundesligaen.
VfL Bochum – Werder Bremen (Spilles lørdag)
Werder Bremen er kæmpe favoritter til at vinde dette opgør, da de i sidste sæson var Bundesligaens bedste udehold samtidig med, at Bochum ikke imponerede pointmæssigt på hjemmebane. Det skal også blive spændende at se hvordan Werder Bremen klarer sig uden angrebsstjernen, Miroslav Klose, der er blevet solgt til Bayern München. Werder Bremen, der er en af de helt store mesterskabskandidater, må siges at være gigantiske favoritter, selvom kampen spilles på Bochums hjemmebane.
VfL Wolfsburg – Arminia Bielefeld (Spilles lørdag)
I den forgangne sæson klarede VfL Wolfsburg sig fri af nedrykning på et hængende hår. De var kun tre point fra nedrykning, og det vil man selvfølgelig gøre alt for at undgå i den forestående sæson. I den første kamp kommer Arminia Bielefeld på besøg, og det skal blive spændende at se, om Jonas Kamper og Co. kan ødelægge Wolfsburg premiere på hjemmebane. Dette kan blive en meget lige kamp, og kan gå til begge veje. Bielefeld var dog et af sidste sæsons dårligste udehold, så Wolfsburg vil nok betegnes som favorit.
1. FC Nürnberg – Karlsruher SC (Spilles søndag)
En af sidste sæsons store overraskelser var 1. FC Nürnberg. Holdet endte på en 6. plads i den forgangne sæson, og men godt spil kan de gøre det lige så godt, hvis ikke bedre, i den kommende sæson. I sæsonens første kamp får Nürnberg besøg af Karlsruher SC, der er oprykker fra 2. Bundesliga, og derfor er Nürnberg storfavorit til at snuppe tre point i sæsonpremieren. Måske får vi en dansk debut at se, da Lars Jacobsen er blevet hentet til klubben fra FC København. Han er dog fortsat tvivlsom til kampen.
Borussia Dortmund – MSV Duisburg (Spilles søndag)
Der er et sandt lokalopgør i vente, når de to mødes i 1. runde af Bundesligaen, og derfor vil der komme intensitet, og der vil blive kæmpet hele kampen. For MSV Duisburg ville det som oprykker være fantastisk at få en sejr over en lokalrival på udebane allerede i førsterunde, mens det for Dortmunds side ville være en katastrofal start på sæsonen, hvis man lagde ud med et nederlag til Duisburg. Dortmund må dog anses for at være en lille favorit, men Duisburg vil gøre alt for at snuppe et point eller tre fra lokalrivalerne.
Skriv et svar