Наши партнеры

Menu



Optakt: Brøndby IF – OB

Dansk fodbold

Sent søndag eftermiddag er der lagt op til topopgør på Brøndby Stadion, hvor Brøndby IF møder Odense Boldklub. Brøndby har statistisk set taget på fynboerne, men som Lars Olsens tropper spiller i øjeblikket, kan man ikke afvise en OB-sejr. Der er derfor lagt op til spænding.

Brøndby vandt for få dage siden lidt heldig ude over FC Nordsjælland. Kent Nielsens tropper kom ellers planmæssigt i front, men FCN udlignede i starten af 2. halvleg og det lignede dermed et pointtab til guldaspiranterne. Efterårets helt store profil, Michael Krohn Dehli, ville det dog og anderledes og på et fremragende langskud sikrede han de blå-gule alle tre point. Den lille kreatør siger forud for OB-kampen til klubbens hjemmeside:

”Vi har slået dem tre gange i denne sæson, men ved også, at dette er en hel ny kamp. Dog vil jeg mene, at vi har et lille psykologisk overtag. Det sammeholdt med en 100 % indsats fra vores side, sammen med en opbakning på samme niveau, bør give os de tre vigtige point.”

Imens Brøndby kørte en lidt heldig sejr i land, så var der helt andre boller på suppen, da OB gæstede Vejle. De nedrykningstruede jyder blev fra start til slut blæst ud af egen bane og fynboerne vandt fortjent med hele 5-0. Den hurtige OB-angriber Johan Absalonsen siger før kampen mod Brøndby til ob.dk:

”Det er den slags kampe, man lever og ånder for. Det bliver en fantastisk kamp at spille, og der er ikke nogen, der behøver sætte os op mentalt. Det kommer helt af sig selv med den kulisse, vi skal spille i, og med det, der er på spil. Så det bliver forhåbentlig en god dag med højt solskin og masser af tilskuere. Og selvfølgelig en sejr til OB.”

Brøndby må før kampen se bort fra de tre forsvarere Bischoff, Rasmussen og Berthelsen, samt Nicolai Agger. Jon Jönsson er mere end bare tvivlsom og han testes umiddelbart før kampen.

Bedre ser det ud for Lars Olsen, som har alle mand klar.

Forventede startopstillinger:

Brøndby IF:

Andersen

Wass – Van Der Schaaf – Von Schleebrügge – Randrup

Krohn Dehli – Gislason – Holmén – Kristiansen

Farnerud – Duncan

OB:

Onyszko

Helveg – Møller Christensen – Roar Håland – Sørensen

Andreasen – Djemba Djemba – Hansen – Absalonsen

Demba Nyren – Utaka

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Imens Brøndby stadig har svært ved at få spillet til at hænge sammen og kun med nød og næppe trækker de nødvendige point i land, så tromler OB alt modstand ned og de er lige nu, formmæssigt, det klart bedste hold i SAS Ligaen. Skal fynboerne slås, så kan det meget vel ske på, efter Lars Olsens ord, Danmark sværeste udebane, Brøndby Stadion. Så slemt tror vi dog ikke det går for de stribede og derfor ender kampen 1-1.

Skrevet af Jonatan Bøllingtoft.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu