Наши партнеры

Menu



Optakt: Brøndby IF – Hertha Berlin

Europa League

Både Brøndby IF og Hertha Berlin så det som en dårlig lodtrækning, da klubberne blev parret i forbindelse med lodtrækningen den 7. august. I aften tørner de sammen på Brøndby Stadion, og begge vil søge et godt resultat inden returopgøret om en uge.

Der er en plads i Europa League-gruppespillet på spil til den samlede vinder af de to opgør mellem Brøndby IF og Hertha Berlin. Første kamp spilles i aften på Brøndby Stadion med returopgør på Olympic Stadion i Berlin næste torsdag foran op mod 73.000 tilskuere.

Den 21-årige forsvarsspiller Anders Randrup håber på spilletid mod Hertha Berlin, da han ser frem til kampen som den potentielt største, han i så fald vil have spillet. Han siger til Brøndby’s hjemmeside:

”Alle kampe er selvfølgelig vigtige, men på torsdag kan vi tage første skridt til Europa League-gruppespillet, så vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at få et godt udgangspunkt til returkampen Vi skal for alt i verden forsøge at holde nullet på hjemmebane og måske få scoret en enkelt pind eller to. Omvendt så ved vi, at tyskerne har et meget stærkt hold, og de vil også gerne kvalificere sig videre. Så det tegner til at blive en hård, men ikke umulig opgave.”

Også angriber Peter Madsen ser frem til kampen, selv om han ikke ved, om han selv får spilletid. Han siger til klubbens hjemmeside:

”Jeg kan ikke sige, om jeg spiller eller ej, men jeg kan fortælle, at vi i truppen glæder os meget til kampen. Det er én af de helt store kampe, man slet ikke kan lade være med at se frem til, og vi håber alle på stor opbakning. Det betyder noget at have tilskuerne i ryggen, og i morgen (i dag, red.) skal tyskerne gerne under pres. Et par mål til os ville være fint. Hvem, der scorer dem, betyder mindre, for det handler kun om at komme videre til gruppespillet.”

Hertha Berlin spiller i den tyske Bundesliga og er repræsenteret i Europa League efter en meget flot fjerdeplads i Bundesligaen i sidste sæson. Klubben havde ganske vist lånt profilen Andriy Voronin, der scorede 16 mål i bundesligaen i sidste sæson, men det lykkedes ikke at købe ham, og han er siden draget videre til Liverpool.

Berlin-mandskabet råder dog over flere profiler i blandt andre midterforsvareren og anfører Arne Friedrich samt angriberne Raffael og Artur Wichniarek. På midtbanen har de Gojko Gacar, der scorer en del mål, samt den til tider hårdtspillende Cicero, der i sidste sæson blev præsenteret for det gule kort 9 gange i Bundesligaen.

Da det blev kendt, at Hertha skulle op imod Brøndby, sagde manager Michael Preetz til Berlin-klubbens hjemmeside:

”Brøndby vil blive en svær opgave over to kampe. De er et berygtet mandskab, som har vundet sin liga flere gange, og de har masser af europæisk erfaring. Vores færd i Europa League kunne være nemmere, men jeg er optimistisk omkring vores muligheder for at nå gruppespillet.”

Træner Lucien Favre har også respekt for Brøndby IF, men tager lodtrækningen positivt:

”Danskerne var den vanskeligste modstander, vi kunne trække. Men måske er det en god ting, at det blev dem, for ingen vil undervurdere Brøndby. Vi vil gøre vores forarbejde og forberede os på kampene.”

Brøndby IF har nytilkomne Martin Bernburg med i truppen.

Hertha Berlin-målmand Jaroslav Drobny brækkede næsen i weekendens opgør mod Borussia Mönchengladbach, men han forventes at blive klar til kampen.

Forventede startopstillinger:

Brøndby IF:

Stephan Andersen

Anders Randrup – Mikkel Bischoff – Max Von Schlebrügge – Thomas Rasmussen

Mike Jensen – Samuel Holmén – Stefan Gislason – Michael Krohn-Dehli

Morten ”Duncan” Rasmussen – Alexander Farnerud

Hertha Berlin:

Jaroslav Drobny

Nemanja Pejcinovic – Arne Friedrich – Steve von Bergen – Marc Stein

Patrick Ebert – Gojko Kacar – Cicero – Maximilian Nicu

Raffael – Artur Wichniarek

TotalBold.dk´s bud på kampen:

Der er kun to kampe mellem Brøndby IF og det forjættede land i form af det økonomisk indbringende og sportsligt interessante gruppespil i Europa League. Det bliver dog uhyre svært, da Hertha Berlin er en stærk modstander.

Med så meget på spil vil klubberne typisk forholde sig til, at der venter et returopgør, og at de derfor begge vil søge at få et så godt udgangspunkt som overhovedet muligt. Brøndby vil derfor forsøge at undgå scoringer mod sig, mens Hertha netop gerne vil have et vigtigt udebanemål.

Kampen kan derfor gå hen og blive en taktisk affære, som kun en scoring kan åbne op for. I hvert fald er der lagt op til en tæt kamp, og det ligner ikke en målrig affære. Vi tror, at kampen kan tippe begge veje, men giver alligevel de blå-gule en 1-0-sejr med i bagagen til den særdeles vanskelige returkamp i Berlin.



Kommentér

2 kommentarer til “Optakt: Brøndby IF – Hertha Berlin

  1. tsommer siger:

    Nu skal returkampen ikke spilles på det Olympiske Stadion, men på , Friedrich-Ludwig-Jahn Sportpark, hvor der kun er plads til 20.000. Så de skal nok stå tæt, hvis de skal mase op mod 73.000 ind på stadion 🙂

    -Thomas

  2. John Vestergaard siger:

    Hej Thomas.

    Tak for din rettelse – for du har ganske ret. Olympia Stadion er udlånt til VM i atletik, så kampen bliver spillet på Friedrich Ludwig Jahn Sportspark, som du også nævner.

    Hilsen

    John Vestergaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu