Drengene fra Vestegnen tager hjemme imod FC Midtjylland, der har været en af SAS Ligaens negative overraskelser med en skuffende tiendeplads hidtil og selvom Allan Kuhn er kommet til i stedet for Thomasberg ser det ikke ud til at have givet pote.
Brøndby har fået en svingende start på sæsonen. Det er blevet til flotte kampe mod FC Midtjylland, AGF og mod FC København blandt andet, mens de i andre kampe er faldet fuldstændig ud mod Silkeborg og AaB, som de tabte henholdsvis 4-1 og 2-0 til.
En af Brøndbys helt store spillere i efteråret har været Morten ”Duncan” Rasmussen, der har scoret ni mål indtil videre i SAS Ligaen. Han blev for nyligt udtaget til landsholdet, men først og fremmest er hans mål at vinde mesterskabet med Brøndby.
”Ambitionen er at ligge på en førsteplads, når den sidste kamp i ligaen er spillet. Det er ikke nogen hemmelighed, og det kræver, at vi vinder vores kampe på hjemmebane, ” siger ”Duncan” til klubbens hjemmeside.
Midtjyderne har fået en knap så god start på sæsonen og har blandt andet få et en del store nederlag mod FC København, Silkeborg, SønderjyskE og modstanderne Brøndby. En af de få opblomstringer i efteråret for FCM var deres udekamp mod AGF, der kan sammenlignes lidt med kampen mod Brøndby, da ingen forventer, at Allan Kuhns tropper går hen og vinder kampen.
I løbet af ugen har FC Midtjylland ansat B.S. Christiansen, som en slags mentaltræner, og den slags dyder, som den tidligere jægersoldat har vægt på er Allan Kuhn helt på bølgelængde med.
”Jeg har nu gennem et par måneder arbejdet med holdet og konstaterer, at vi har behov for at få tilført de værdier og kompetencer, som netop B.S. står for. Vi er meget på bølgelængde, og jeg glæder mig meget til samarbejdet,” fortæller Kuhn til klubbens hjemmeside.
I ugens løb er Thomas Rasmussen blevet syg og han indgår derfor ikke i Brøndbys trup, hvilket skadede Jon Jönsson heller ikke gør. FC Midtjylland rejser til den københavnske vestegn uden Adigun Salami, Claus Madsen, Baba Collins, Kim Christensen og George Florescu i truppen.
Forventede startopstillinger:
Brøndby IF:
Nilsson – Randrup – Schlebrügge – Frederiksen
Krohn-Dehli – Jensen – Holmén – Farnerud
Bernburg – Rasmussen
FC Midtjylland
Ipsa – Reid – Albrechtsen – Jessen
Ilsø – Uzochukwu – Thygesen – Borring
Hübertz – Kristensen
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Brøndbys defensiv har indtil videre i sæsonen ikke set for godt ud og lukkede senest tre mål ind hjemme mod FC Nordsjælland. Den skrøbelige defensiv skyldes blandt andet, at der har været skiftet en del ud i den fra kamp til kamp. Skader hos Jon Jönsson og Mikkel Bischoff har gjort, at unge Randrup var tvunget ind i midterforsvaret og selvom Bischoff netop er blevet klar, går meldingerne fra Brøndby-træningen på, at Randrup starter i midterforsvaret.
FC Midtjyllands defensiv har heller ikke været alt for god indtil i den her sæson har og ikke haft et ”clean sheet” i SAS Liga-sammenhæng siden første ligakamp imod Esbjerg.
Vi tror, at Brøndbys offensiv vil sprudle mod en knap så god FCM-defensiv og vi spår, at hjemmeholdet vinder kampen med 4-1.

d. 16/03/2026 23:37 |
Skriv et svar