Наши партнеры

Menu



Optakt: Brøndby IF – FC København

Dansk fodbold

FCK – Brøndby er det største fodboldderby indenfor de danske grænser. Derfor er det heller ikke uvant, at flere hundredetusinde vil følge med i dagens kamp mellem de to ærkerivaler, der gennem tiderne har udviklet sig til at betyde meget mere end tre point. FCK – Brøndby er det mest prestigefyldte danske opgør, nogensinde.

Ovenstående tekst sætter rammerne omkring disse kampe i perspektiv. Spillere, direktører, tilhængere og måske endda kærester, familie og samlevere til førnævnte titler er stærkt påvirket af disse opgør, hvor store dele af den danske hovedstad og de omkringliggende byer sættes på spidsen for en dag. Sidste gang disse to klubber stødte sammen viste opgøret sig skam også fra sin værste side.

Hadet mellem de to mandskaber er stærkt, hvilket har udmundet sig i et utal af optøjer og slagsmål gennem tiderne. Ved sidst spillede kamp gik det dog helt galt, da romerlys blev kastet ned på familie-afsnittet, hvor børn og forældre overværede The New Firm.

“Der er holdt en række møder mellem de tre parter, og disse har medført flere tiltag i forbindelse med søndagens kamp. Nogle vil være fysiske og meget synlige, andre vil man som tilskuer ikke nødvendigvis bemærke,” fortæller sikkerhedschef Emil Bakkendorff til brondby.com.

Mens de sidste sikkerhedsforanstaltninger bliver taget, fortæller Ulrik Laursen til klubbens hjemmeside om holdets synspunkt og forventninger til dagens kamp.

“Vi tager til Brøndby i morgen for at tage de tre point, og det ved Brøndby godt, så det bliver spændende at se hvordan de reagerer. Hvad angår selvtillid, så er vi ovenpå for tiden. Vi spiller godt og får gode resultater, og så er de nye spillere ved at være faldet godt til, og er ved at sætte deres mærker på holdet,” siger Laursen.

Trods der næsten som en regel er optøjer til FCK – Brøndby, har dette opgør også kastet fremragende fodboldoplevelser af sig. For år tilbage slog Brøndby ærkerivalen med 5-0, men hvem husker ikke Sibusiso Zumas fremragende saksesparksmål, der overlistede hele det danske fodboldsamfund?

Uanset hvad vil vi være vidne til et intenst opgør, hvor begge mandskaber vil spille helt til grænsen, eller i tilfælde endnu længere. Allerede dagen før opgøret er 13 personer anholdt efter slagsmål, hvorfor der kan forventes et kogende Brøndby Stadion i morgen. Til morgendagens kamp er FCK’s nyindkøbte forsvarer, Peter Larsson, tvivlsom. Derfor forventes det, at den unge Zanka træder i hans sted.

Begge hold stiller op i nogenlunde stærkeste opstilling. Brøndby står uden Randrup og Peguero, hvor at begge to har knæproblemer. Hos FCK ser det dog en tand værre ud, da Jesper Grønkjær, Rasmus Würtz og Mikael Antonsson alle sidder ude med skader.

Forventede opstillinger:

Brøndby IF

Andersen

Wass – Jönsson – von Schleebrügge – T. Rasmussen

Holmén – Gislason – Lorentzen – Kristiansen

Madsen – Williams

FC København

Christiansen

Pospech – Zanka Jørgensen – Laursen – Wendt

Sionko – Kvist – Nørregaard – Hutchinson

Nordstrand – Santin

TotalBold.dk’s bud på kampen:

FCK har til kampen et stærkere hold end Brøndby. Dog har FCK’s sæsonstart ikke været prangende. Moralen er stærk i begge lejre, mens hjemmebanen dog er med de blågule. Det tegner til endnu et lige opgør, hvorfor redaktionen tror på en jævnbyrdig 1-1-kamp.



Kommentér

2 kommentarer til “Optakt: Brøndby IF – FC København

  1. MiniAmsinckxD siger:

    Uha, det ser ud som en rigtig stærk opstilling fra begge holds side, dog ligner det en stærkere trup i FCK-lejren, mens der er svagere og mindre spillere i Brøndby. Det ligner lidt en 0-1, som det så mange andre gange har været.

  2. AK siger:

    Rigtig god update, men det bliver spændende om Sionko overhovedet er med. Han har jo ikke spillet meget på det sidste pga. skader og faktisk først i torsdag spillede han.

    Men jeg håber på en FCK sejr!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu