
Sæsonens sidste New Firm spilles på Brøndby Stadion. Brøndby har sikret sig europæisk fodbold via sejren i Landspokalen, mens FCK næsten er sikre på at få medaljer. Kampen er dermed uden den store betydning, men begge klubber vil gerne vinde dette københavnske derby
Brøndby har igen i denne sæson skuffet. Vestegnsklubben er placeret på ligaens niendeplads, hvilket er langt væk fra de ambitioner klubben har. Den krise som holdet har gennemlevet er ikke set før for Brøndby, der i foråret startede godt ud for derefter igen at løbe ind i resultater, som med sikkerhed ikke passer hverken fans, spillere eller ledelse.
Da en topplacering kom udenfor rækkevidde valgte klubben at satse på Landspokalen, som giver UEFA Cup-fodbold i næste sæson. Det lykkedes Brøndby at vinde turneringen, hvorfor målet må siges at være nået. Alligevel kan man ikke sige, at sæsonen har været en succes på nogen måder. Hvis Brøndby vil tilbage i toppen af dansk fodbold, så skal der ske ændringer.
Langt de fleste havde vel regnet med, at når Brøndby var ude af billedet, ville FC København genvinde det danske mesterskab. Sådan er det dog ikke gået. I sidste spillerunde blev AaB mestre, og FC København må nu sandsynligvis tage til takke med enten andenpladsen eller tredjepladsen. Københavnernes spil har heller ikke ligefrem været imponerende i denne sæson, hvor der også har været problemer med at udnytte målchancerne når de opstod.
Med mindre det går helt galt er FC København sikre på at få medaljer og dermed også europæisk fodbold i næste sæson. Inden holdene kan begynde at tænke på næste sæson, hvilket begge hold nok meget gerne vil, så skal der lige afvikles to runder mere. I denne runde mødes de to hold i det sidste New Firm i denne sæson. Brøndby har fordel af, at kampen spilles på Brøndby Stadion, hvor de blå/gule kan se frem til den sædvanlige store støtte fra supporterne af klubben.
I sidste runde måtte Brøndby se bort fra en række stamspillere, der havde karantæne, men Martin Ericsson, Thomas Rasmussen og Anders Randrup er alle med i truppen til kampen mod FC København.
Dette opgør handler i høj grad om ære. Den ære der altid er på spil, når Brøndby og FC København tørner sammen i det københavnske derby.
Forventede startopstillinger:
Brøndby IF: Andersen – Randrup, Howard. Schlebrügge, T. Rasmussen – Gislason, Holmén, Lorentzen, Retov – Ericsson, Katongo.
FC København: Christiansen – Pospech, Gravgaard, Laursen, Wendt – Sionko, Kvist, Silberbauer, Hutchinson – Ailton, Nordstand.
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Det vil blive et opgør med høj intensitet som altid. Brøndby mangler motivation, da de har opnået hvad de kan i denne sæson, mens også FC København stort set er sikre på at få medaljer. Vi tror, at det københavnske derby ender 2-2.
Skriv et svar