Наши партнеры

Menu



Optakt: Aston Villa – Chelsea

Engelsk fodbold

Aston Villa har overhalet Chelsea i Premier League, og der venter derfor et interessant opgør på Villa Park, når The Blues lørdag eftermiddag skal forsøge at tilbageerobre tredjepladsen.

Da Aston Villa og Chelsea tørnede sammen tidligere på sæsonen i Premier League var Chelsea rimelig overbevisende og kørte en sejr på 2-0 hjem på Stamford Bridge. Siden da er der dog sket meget. Mens alt så lyst ud for The Blues i efteråret, er holdet nu dalet ned på fjerdepladsen i ligaen, og manager Luiz Felipe Scolari er skiftet ud med Ruslands landstræner, Guus Hiddink.

Hollænderen skal sørge for at få Chelsea på rette kurs og lørdag eftermiddag står han foran sin debut som Chelsea-manager, når holdet gæster Aston Villa. Martin Laursen og co. er holdet, der har skubbet Chelsea og Arsenal ud af top 4 og Martin O’Neills tropper er således placeret på en flot tredjeplads. Mandskabet skal nu bevise, at de har styrken til at holde fast ved denne placering og de gode resultater.

Lørdagens kamp er dermed vital for begge mandskaber. Martin O’Neill vurderer, at Chelsea skal vinde opgøret, hvis de ikke skal sættes helt ud af mesterskabskampen, hvor de i skrivende stund har hele ti point op til Manchester United og fem point til Liverpool.

”Jeg tror, Chelsea skal vinde over os, hvis de vil blive i titelræset sammen med Manchester United, siger Martin O’Neill ifølge sportinglife.com, og påpeger samtidig, at Chelsea ikke skal dømmes ude endnu:

”Sidste sæson, med cirka det samme antal af kampe tilbage, så det ud som om, at de var ude af billedet (som mesterskabskandidater, red.) men så havde de en rigtig god stime og mistede kun chancen til sidst da de spillede uafgjort mod Wigan der scorede meget sent.”

Aston Villa kan til kampen mod Chelsea atter gøre brug af den tidligere Chelsea-spiller Steve Sidwell, der havde karantæne i midtugens UEFA Cup-kamp mod CSKA Moskva, der i øvrigt endte uafgjort, 1-1. Emile Heskey og James Milner er ligeledes tilbage for Villa efter skader. Derimod vil Carlos Cuellar, Wilfred Bouma og Nigel Reo-Coker misse opgøret, og det samme vil holdets danske anfører, Martin Laursen.

Den nye Chelsea-chef Guus Hiddink må til sin første kamp i spidsen for The Blues undvære midterforsvaren, Ricardo Carvalho, der har døjet meget med skader i denne sæson. Samtidig er en anden midterforsvarer, Alex, ligeledes ramt af en skade, og det kan bane vejen til startopstillingen for unge Michael Mancienne. Ashley Cole har karantæne, og forventes at blive erstattet af Paulo Ferreira, der ikke har fået meget spilletid indtil videre i indeværende sæson.

Joe Cole er dømt ude resten af sæsonen, mens Michael Essien, der pådrog sig en knæskade i september sidste år, håber at kunne gøre comeback i marts.

Opgøret starter lørdag kl. 13.45 og kan følges direkte på Kanal 5 eller Canal+ Sport1.

Forventede startopstillinger:

Aston Villa:

Friedel

L. Young – Davies – Knight – Shorey

Milner – Petrov – Barry – A. Young

Carew – Agbonlahor

Chelsea:

Cech

Bosingwa – Terry – Mancienne – Ferreira

Quaresma – Lampard – Mikel – Ballack – Deco

Anelka

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Aston Villa er den af de to klubber, der har set bedst ud på det seneste. Mens flere Chelsea-spillere har set opgivende ud, har Villa imponeret og indtager en flot tredjeplads. Kampen er af stor betydning for begge klubber, og det skal blive interessant at se, hvad Guus Hiddinks tilgang i Chelsea har betydet. Vi forventer et lige opgør, der også vil ende helt lige. Vores bud på kampens resultat er 1-1.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu