
Et skadesplaget Arsenal-mandskab er lørdag værter for topbraget mod rivalerne fra Manchester United. Der er prestige og vigtige point på spil, da et nederlag til The Gunners vil sætte dem yderligere under pres og bagud i mesterskabskampen.
Der er traditionen tro lagt op til en sand fight, når Arsenal lørdag eftermiddag tager imod Manchester United på Emirates Stadium. De to mesterskabskandidater har leveret historiske opgør, der har indeholdt alt hvad et engelsk topbrag er kendt for. Inden lørdagens opgør er Manchester United placeret på ligaens tredjeplads, mens Arsenal er indehavere af fjerdepladsen.
Arsenal har hidtil været i kamp 11 gange i Premier League-sammenhæng, hvor det er blevet til seks sejre, to uafgjorte og tre nederlag. London-klubben har lidt nederlag til Fulham, Hull og Stoke, der alle har udnyttet Arsenal-spillernes manglende kreativitet og tro på tingene i sæsonstarten. Senest tog Thomas Sørensens Stoke alle tre point i sidste weekend, da de vandt 2-1.
Arsenals danske angriber, Nicklas Bendtner, mener dog ikke, at Arsenal skal afskrives i mesterskabskampen endnu.
”Vi tror stadig, vi kan vinde titlen, og sådan vil det være, indtil sæsonen er forbi. Det skylder vi os selv,” siger Bendtner ifølge bold.dk og fortsætter:
”Vi er meget unge, men vi kan stadig vise folk, at de tager fejl. Vi skal ikke afskrives endnu. Vi er meget stærke og har spillet godt mod store hold i denne sæson. Det bliver ikke anderledes lørdag. Efter det der skete mod Tottenham og Stoke, kan folk måske få det indtryk, at tingene ikke kører, som de skal, men det føler vi selv, de gør. Vi er stærke og har endnu en chance lørdag for at vise, at vi står sammen og kan komme tilbage på vindersporet”.
Manchester United har spillet ti kampe i sæsonen, og har ligeledes hentet seks sejre, mens det er blevet til tre uafgjorte og et enkelt nederlag. Nederlagt blev en realitet på Anfield mod Liverpool, der vandt 2-1 efter United var kommet foran 1-0 tidligt i opgøret. Efter en lidt sløv start er United ved at genfinde det spil, der sikrede dem både det engelske mesterskab og Champions League-titlen i sidste sæson. Senest besejrede man oprykkerne fra Hull med 4-3.
Uniteds portugisiske stjerne, Cristiano Ronaldo, er sikker på, at opgøret mod Arsenal ikke bliver nogen nem opgave, men han tror stadig, på de tre point.
”De stiller med 11 spillere ligesom os. Og jeg ved, det bliver svært som altid. Vi har god selvtillid og er et stærkt hold, så vores mål er alle tre point,” siger Ronaldo til Skysport.
Arsenal døjer med en del skader op til opgøret. Mikael Silvestre brækkede næsen i midtugens Champions League-kamp mod Fenerbahce, men forventes at kunne spille. Anfører William Gallas og Theo Walcott er begge tvivlsomme, mens Emmanuel Adebayor og Emmanuel Eboue definitivt er ude af opgøret på grund af skader. Det samme gør sig gældende for Eduardo Da Silva og Tomas Rosicky. Bacary Sagna er ligeledes tvivlsom deltager i opgøret, mens Robin van Persie afsoner karantæne efter sin udvisning i kampen mod Stoke.
Edwin van der Sar ventes tilbage i målet for Manchester United, efter han blev sparet i Champions League-kampen mod Celtic, hvor Ben Foster vogtede målet. Wes Brown er tvivlsom til opgøret, mens langtidsskadede Owen Hargreaves og Paul Scholes ikke er med.
Kampen spilles lørdag eftermiddag med kampstart kl. 13.45. Opgøret vises på Kanal 5.
Forventede startopstillinger:
Arsenal:
Toure – Silvestre – Djourou – Clichy
Nasri – Fabregas – Denilson – Ramsey – Diaby
Bendtner
Manchester United:
Neville – Ferdinand – Vidic – Evra
Ronaldo – Fletcher – Carrick – Giggs
Rooney – Berbatov
TotalBold.dk’s bud på kampen:
På trods af Arsenals lange skadesliste kan vi forvente en tæt kamp, hvor begge hold vil gøre alt for at vinde. Manchester United har vist bedre takter på det seneste, men Arsenal ved, at det er vigtigt, at få point med fra opgøret, og har samtidig fordel af hjemmebane. Vi tror, at opgøret ender uafgjort, 2-2.
Skriv et svar