AGF har i øjeblikket rollen som førerhold i SAS Ligaen, efter at de har vundet deres første to kampe i denne sæson. I aften får de OB på besøg, der indtager femtepladsen i ligaen to point efter.
Aftenens hjemmehold AGF fører ganske overraskende ligaen, efter de i sidste sæson måtte nøjes med sjettepladsen. Holdet har startet over alt forventning med to sejre i to kampe.
Det første opgør skulle stå mod AaB, som i sidste sæson endte på syvendepladsen, og her formåede man på eget græs at vinde 1-0. I anden runde skulle man gæste kronjyderne Randers FC og igen blev AGF’erne noteret for en sejr, da de knebent vandt 3-2.
Aftenens modstander, OB, fik en svær modstander i første runde, da de skulle forsøge at tage point på Brøndby Stadion, hvor de sultne Brøndby-spillere ventede, men holdene endte med at dele pointene, eftersom kampen endte 2-2.
I den seneste runde demonstrerede OB-holdet dog deres klasse, da de besejrede SønderjyskE med hele 3-1, og dermed kunne lade sig notere alle tre point.
Den 21-årige AGF-forsvarer, Frederik Krabbe, fortæller, at spillernes morale er helt i top ovenpå den flotte sæsonstart, men han tager også forbehold for et nederlag i aften.
“Man kan godt mærke, at stemningen er god lige nu. Vi vidste, at det var vigtigt at få en god start på sæsonen, så vi kan ikke andet end at være glade,” forklarer Frederik Krabbe til Ekstra Bladet, og han tilføjer:
“Vi ved også godt, at der står nogle journalister klar til at slagte os, hvis vi dummer os mod OB.”
OB’s Chris Sørensen forudser en vanskelig kamp på et fremmed græstæppe mod et hold, som sprudler af selvtillid.
“Det er en svær udebanekamp. De er kommet godt i gang og har selvtillid, og de melder op, at de er gode nok til at vinde medaljer. Så det bliver en svær udekamp, som vi selvfølgelig går efter at vinde, ligesom i alle andre kampe,” vurderer Sørensen til klubbens hjemmeside, og han tilføjer:
”Jeg tror det bliver en tempofuld kamp med mange nærkampe, og så tror jeg, at vi med lidt effektivitet kan score mere end et enkelt mål. Men vi skal også være opmærksomme på deres mange skud udefra, som de havde mod Randers.”
AGF’s cheftræner Erik Rasmussen kan glæde sig over, at Jeremiah White er tilbage i truppen, efter at han har været i USA, på grund af personlige årsager.
I OB-lejren må holdet se bort fra den erfarne back, Thomas Helveg, som altså fortsat må have sit jubilæum til gode, fordi han døjer med en skade. Derudover må fynboerne også undvære Björn Runström, Timmi Johansen, Anders Jacobsen og Kristian Kier.
Forventede startopstillinger:
AGF:
Frederik Krabbe – Mark Howard – Dan Thomassen – Michael Lumb
Jakob Poulsen – Jerry Lucena – Kasper Povlsen – Benny Feilhaber
Peter Graulund – Nando Rafael
OB:
Anders Møller Christensen – Atle Roar Håland – Chris Sørensen – Espen Ruud
Johan Absalonsen – Rurik Gislason – Eric Djemba-Djemba – Henrik Hansen
Caca – Njogu Demba-Nyrén
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Vi tror, at AGF formår at lave hattrick i form af tre sejre på stribe. Holdet har en enorm optimisme, og de har stort set alle mand til rådighed, mens OB er hårdt plaget af skader, og har lukket mål ind i de første to opgør i sæsonen.
Vores bud vil derfor være, at hjemmeholdet AGF henter en smal 2-1-sejr mod et svækket OB-mandskab.
Skriv et svar