Erik Rasmussen har ikke fået en drømmestart i AGF, hvor spillet bestemt ikke har fejlet noget, men målene og pointene er udeblevet. I aften gæster FC København NRGi Park, og hvilken bedre mulighed for at vende den dårlige start, kan AGF-træneren ønske sig?
FC København og AGF har mødt hinanden to gange i den igangværende sæson, begge gange har scenen været Parken, og begge gange har ligeså været med hjemmeholdet som sejrsherre.
Løverne fra København er inde i en god formstime, hvor de senest vandt hele 4-0 over Danmarksserie-holdet Nordvest FC i den danske pokalturnering. Ståle Solbakken anser dog ikke aftenens opgør som en ”walkover”, trods den gode stime, når de skal forsøge at hente alle tre point og beholde den førsteplads, de er indehavere af i øjeblikket.
”Jeg forventer en jævn og tæt kamp. Der har været megen snak om AGF’s manglende spillere, men de stiller sandsynligvis med elleve spillere med SAS Liga-erfaring, og det er vel kun i angrebet, at de er rigtig ramt. Men jeg tror ikke det kommer til at betyde det helt store, da AGF ofte kun spiller med én angriber,” siger Solbakken til FCK’s hjemmeside, og fortsætter:
”Men når det er sagt, så kommer vi selvfølgelig til Århus for at vinde og levere en god præstation. Vi har været stærke længe, og vores gode stime skal vi forsøge at fortsætte i aften. Men vi skal ikke tro at vi ikke kan få modgang mod AGF eller hvilken som helst anden modstander,” slutter FCK-træneren.
AGF har, som nævnt i indledningen, ikke haft den start på 2009, som de kunne ønske sig. Ambitionerne er at komme tilbage i den danske top, og til at udføre det resultat, ansatte man den succesrige tidligere FC Midtjylland-træner Erik Rasmussen. Han har ikke formået, at indfri forventningerne, men trods de manglende point og mange skader, holder han stadig humøret højt.
”Vi er meget fortrøstningsfulde. Spillerne har trænet godt. Der er stadig masser af selvtillid og gejst i truppen, og de glæder sig til kampen. Fundamentet til at levere en god præstation er altså til stede, og jeg mener derfor også, at vi har muligheden for at overraske,” siger Rasmussen til klubbens hjemmeside.
”For hvis vi kigger på vores kampe, har vi generelt spillet godt. Selv mod FC Midtjylland viser vi i store perioder god fodbold, selvom vi også har mange ændringer. Det er selvfølgelig dét, vi håber på, at vi også kan gå ud og gøre mod FC København, som dog er et endnu stærkere hold,” slutter AGF-cheftræneren.
AGF er ramt af mange afbud i forhold til den seneste kamp mod FC Midtjylland, hvor Peter Graulund, Frederik Krabbe og Dan Thomassen glider ud af truppen på grund af karantæne. Desuden må Nando Rafael og Jesper Blicher melde fra på grund af skader. Nye i truppen er Mark Howard, Atrhur Sorin, David Devdariani, Benny Feilhaber og Morten Beck Andersen.
FCK-træner Ståle Solbakken har udtaget 18 mand, hvor han kun må undvære Zdenek Pospech, der har lidt problemer i lysken. Thomas Kristensen er til gengæld tilbage i truppen efter hans comeback i torsdagens pokalkamp mod Nordvest FC.
Forventede startopstillinger:
FC København:
William Kvist – Ulrik Laursen – Mikael Antonsson – Oscar Wendt
Libor Sionko – Hjalte Nørregaard – Atiba Hutchinson – Jesper Grønkjær
Cesar Santin – Ailton Almeida
AGF:
Arthur Sorin – Kim Madsen – Mark Howard – Ulrik Lindkvist
Jakob Poulsen – Kasper Povlsen – Jens Gjesing – David Devdariani
Jerry Lucena
Jeremiah White
TotalBold.dk’s bud på kampen:
AGF har ikke vundet på hjemmebane over københavnerne siden 2000, og intet tyder på, at det skal ændre sig i dag. AGF har ikke imponeret pointmæssigt i forårssæsonen, mens FCK har spillet godt og har kurs mod mesterskabet. TotalBold.dk tror derfor, at FC København snupper en forholdsvis sikker 2-0-sejr i smilets by, og derved tager endnu et skridt mod mesterskabet.
Skrevet af Matias Jespersen
Skriv et svar