Vejle blev i sidste weekend kørt over i Parken, hvor de tabte hele 4-1 til Løverne, FC København. Nu gælder det en ny svær opgave, når de mandag aften gæster Aalborg og de forhenværende danske mestre, AaB.
AaB har i den seneste tid ikke fået de forventede point i bestræbelserne på, at hente FC Midtjyllands fjerdeplads. Spillemæssigt har nordjyderne levet nogenlunde op til det forventede, men individuelle fejl har kostet dyrt i de foregående opgør. AaB-træner Magnus Pehrsson vil gerne bygge videre på takterne i de seneste kampe.
”Vores situation i SAS Ligaen lige nu er, at vi i princippet skal vinde alle kampe, og for at opnå det skal vi først og fremmest fortsat arbejde hårdt i alle momenter af kampene,” siger Magnus Pehrsson til AaB’s hjemmeside og fortsætter:
”De seneste kampe har spillemæssigt været gode. Faktisk de tre bedste vi har spillet i de hjemlige turneringer, selvom vi ikke har vundet. At vi har fået nogle afgørende mål imod os, beror efter min mening på, at vi ikke har haft meget kontinuitet i vores bageste kæde,” analyserer AaB-træneren.
Thomas Enevoldsen spiller mandag aften sin officielle kamp nummer 100 i den bolsjestribede AaB-dragt, og han ser meget gerne, at det udmønter sig i en sejr til hjemmeholdet, selvom Vejle før har vist gode takter mod topholdene.
”Vi talte en del om de kampe tidligere på foråret, hvor vi stillede os for langt tilbage på banen i anden halvleg. Nu synes jeg for alvor, vi har fået fokus på, at vi skal fremad banen,” fortæller Thomas Enevoldsen til nordjyske.dk.
”Det er en kamp, vi skal vinde, men vi ved, at Vejle har hårdt brug for point, så de vil arbejde stenhårdt for det. Mod FCK virkede det nok lidt som om, de havde givet op på forhånd, men de viste mod FC Midtjylland, at de sagtens kan spille fodbold imod topholdene,” slutter Enevoldsen.
Det nordjyske fodboldflagskib ligger rimelig isoleret i midten af tabellen, hvor de har langt til både den absolutte top og ditto ved bunden. Kampen ses af et helt andet syn hos vejlenserne, som frister tilværelsen på den ondskabsfulde side af nedrykningsstregen. Kun tre point kan hjælpe dem i kampen om, at blive i Danmarks bedste fodboldrække.
Det er en skades- og karantæneramt Vejle-trup, som mandg kan sætte kursen mod Aalborg og opgøret mod AaB. Med fem spillere ude er opgøret i Aalborg lidt af en udfordring for Vejle Boldklubs trænerduo. Situationen får dog ikke Vejle-træner Lasse Christensen til at male fanden på væggen.
”Når et hold er ramt af skader, ser man normalt, at de andre spillere lige løfter deres spil med 10 procent, fordi de ved, at det er nødvendigt, hvis man skal hente et resultat. Jeg så netop AaB mod FC Midtjylland, hvor ålborgenserne manglede syv mand fra deres normale startopstilling. Alligevel vinder de 3-2, fordi de andre spillere løfter sig,” siger Lasse Christensen til Vejles hjemmeside.
De positive takter fra opgørene mod SønderjyskE og FC Midtjylland skal tages med til Aalborg, hvis det står til Vejle-træneren.
”Vi skal også mod AaB forsøge at presse modstanderne højt oppe på banen, og så skal vi selvfølgelig have minimeret de personlige fejl, der har kostet os dyrt,” slutter Vejle-træneren.
Vejle må som nævnt undvære mange spillere i kampen mod AaB, da Allan Olesen og Alex Nørlund er ude med karantæne, mens Ibrahim Salou, Baba Collins og Eduardo Delani alle døjer med skader.
AaB’s skadesproblemer er blevet markant mindre, men holdet må dog stadig se bort fra en del nøglespillere. På skadeslisten har AaB Karim Zaza, Michael Jakobsen og Lasse Nielsen, mens Jeppe Curth ligesom Steve Olfers er stærkt på vej tilbage.
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Vejle skal på en meget svær opgave mandag aften, når de gæster Energi Nord Arena. AaB har vundet er ubesejret i de seneste 12 indbyrdes opgør, og Vejle har ikke formået at hente point i deres seneste elleve udebanekampe. Derfor er der intet, som tyder på, at Vejle kom komme ud fra kampen som sejrsherrer, og derfor tror TotalBold.dk, at kampen slutter med en 3-1-sejr til værterne.
Skrevet af Matias Jespersen
Skriv et svar