Наши партнеры

Menu



Optakt: AaB – SønderjyskE

Dansk fodbold

Klokken 17.00 lægger AaB’s stadion Energi Nord Arena græs til det første hjemmebane-opgør i SAS Liga-regi for nordjyderne i denne sæson. Inden dagens opgør ligger AaB nummer fem, mens SønderjyskE indtager niendepladsen.

Hjemmeholdet AaB tager i aften imod SønderjyskE, og nordjyderne har en høj morale for tiden, da holdet er noteret for to flotte sejre i træk. I anden runde sikrede de 5-0 over oprykkerne fra HB Køge, mens de i den seneste runde vandt hele 2-0 mod Brøndby IF på Brøndby Stadion vel at mærke.

Dagens opgør er det første af slagsen på hjemmebane i sæsonen for AaB, og holdets cheftræner Magnus Pehrsson forventer bestemt ikke, at det bliver en walkover mod SønderjyskE, som har to point mindre på kontoen.

“Det er den første SAS Liga-hjemmekamp, og det er klart at med de resultater, vi har haft de seneste to kampe, er vi favoritter i kampen. Jeg forventer mig, at SønderjyskE vil arbejde utroligt hårdt defensivt og lure på kontra, så det bliver en stor opgave for os, at holde det fokus og den løbevillighed vi har haft i de seneste kampe, samtidig med at vi får skabt målchancer mod det veletablerede forsvarsspil, som jeg tror, vi kommer til at stå overfor,” forklarer cheftræneren til klubbens hjemmeside.

SønderjyskE startede sæsonen flot med en sejr på 1-0 mod Randers FC, men siden da er det gået ned ad bakke pointmæssigt for holdet. Senest tabte holdet 1-0 til FC København, hvilket betyder, at mandskabet i deres seneste fire opgør kun har hentet fire point.

SønderjyskE’s cheftræner Michael Hemmingsen vurderer dagens kamp mod AaB således:

“Det bliver selvfølgelig rigtig svært. AaB er tanket op med selvtillid efter en 2-0 sejr over Brøndby. Men vi skal udnytte vores gode perioder, når det kører for os. Og så skal vi sidde rigtig tæt på dem, så de ikke får gang i deres gode spil,” siger han til klubbens hjemmeside.

AaB’s skadesliste indeholder Kenneth Emil Petersen samt Emil Haucke, mens sønderjyderne stadig er uden Michael Larsen, der fortsat døjer med en skade, mens også Michael Stryger, Henrik Bødker og Andrei Siderenko ligeledes tvinges til afbud, grundet skader. Derudover vil Jesper Jensen afsone en spilledages karantæne fra sin sidste kamp i Danmarksserien.

Derimod kan SønderjyskE glæde sig over et gensyn med Henrik Ipsen, Martin Halle, Morten Avnskjold og Mads Jessen.

Forventede startopstillinger:

AaB:

Zaza

Bøgelund – Wæhler – Nielsen – Jakobsen

Enevoldsen – Würtz – Chanko – Johansson – Due

Jeppe Curth

SønderjyskE:

Ousted

Ottesen – Østli – Egholm – Kristoffersen

Bertolt – Hansen – Thomsen – Kjærulff

Ilsø – Fabricius

TotalBold.dk’s bud på kampen:

I de seneste to indbyrdes opgør fra sidste sæson endte holdene med at måtte dele pointene, så de fik et hver. Begge opgør endte nemlig 1-1. Sådan tror vi ikke, at det går i dag.

Vi vurderer, at AaB er så godt kørende for tiden, at de henter en 3-1-sejr. Dette bygger vi også på, at nordjyderne for første gang i denne sæson skal spille hjemme, hvor resultaterne oftest falder bedst ud til hjemmeholdet.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu