Energi Nord Arena danner søndag rammen om en af rundens meget interessante kampe. Ligaens bedste defensiv mod ligaens bedste offensiv. Tre point kan for begge hold vise sig meget vigtige i topstriden.
Både AaB og Brøndby skuffede i sidste runde, hvor det for begge mandskaber blev til pointtab. Nordjyderne fik kun 1-1 hjemme mod bundproppen Randers, mens Brøndby på eget græs heller ikke formåede at slå FC Midtjylland. Det var vigtige point der blev sat til, idet både OB og FC København vandt deres kampe.
Magnus Pehrsson ser frem til kampen, som han håber, kan blive en gentagelse af den første kamp mod Brøndby i sæsonen. Her vandt AaB 2-0 på Brøndby Stadion.
”Det er en kamp, jeg forventer, bliver en tæt og intens affære. Vi føler, vi har fundet frem til et godt spilkoncept, og der er ikke meget, der skal ændres, men vi skal blive bedre til at følge det igennem hele kampen, og gør vi det, er det faktisk kun små ting, vi skal rette til. De store linier er der, og det er meget positivt,” siger Magnus Pehrsson til AaB’s officielle hjemmeside, hvor han også fremhæver nordjydernes hårde arbejde og genpres som en succes.
I Brøndby er tonen den samme. Cheftræner, Kent Nielsen, gerne ser at hans trup kopierer noget af det, de viste sidst Brøndby gæstede Aalborg.
” Vi skal angribe kampen i Aalborg på nogenlunde samme måde som i pokalkampen i foråret, hvor vi var uheldige med kun at få uafgjort på et ærgerligt mål i sidste minut. Vi skal toppræstere for at vinde deroppe, for de gør det godt, når det kører for dem, men det tror jeg også vi kommer til,” udtaler han til Brøndbys hjemmeside.
Det ser dog ikke nemt ud for klubben fra Vestegnen, hvis man skal tro statistikken. Brøndby er ikke rejst fra Aalborg med tre point i en Superligakamp siden 18. maj 2003, hvilket svarer til de sidste ni opgør på nordjysk græs. Af disse ni kampe har ålborgenserne vundet de fire, mens de resterende er endt i pointdeling.
AaB-træner, Magnus Pehrsson, må til søndagens sene opgør se bort fra Anders Due der har karantæne efter rødt kort mod Randers i sidste runde. Derudover sidder Daniel Fredheim-Holm og Thomas Gaardsøe ude med skader.
Kent Nielsen kan derimod glæde sig over, at både Michael Krohn-Dehli og Thomas Rasmussen er blevet klar i løbet af ugen og er klar til at spille. Kun den svenske forsvarsspiller, Jon Jönsson, er fortsat ude.
Forventede startopstillinger:
AaB:
Bøgelund – Nielsen – Wähler – Jakobsen
Johansson – Chanko – Würtz – Christensen
Schwartz – Curth
Brøndby:
Nilsson – Bischoff – Schlebrügge – Frederiksen
Farnerud – Holmén – Jensen – Kristiansen
Duncan – Bernburg
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Ingen af holdene har hidtil opretholdt et stabilt niveau, så søndagens opgør kan blive både fugl eller fisk. AaB er dog stærke hjemme, og har et godt tag på Brøndby, som ikke rigtigt synes at kunne finde det rigtige koncept.
Vi tror, at det bliver en tæt og hårdtspillet affære, hvor holdene i sidste ende må tage til takke med et enkelt point hver. 1-1.

d. 18/10/2025 22:58 |
Skriv et svar