
Morten Olsen har valgt at se bort fra Daniel Agger og Lars Jacobsen, da landstræneren mener, at de skal have tid til at bygge formen op.
Det bliver uden to vigtige spillere, når det danske landshold skal en tur til Slovenien d. 6. februar. Morten Olsen har nemlig valgt at lade Liverpool-spilleren Daniel Agger og Nürnbergs Lars Jacobsen blive hjemme, så de kan få bygget formen op.
”De to kommer ikke med. De skal stille og roligt bygge formen op i deres klubber efter langtidsskader og ikke ekstra belastes af en landskamp,” siger Olsen til B.T.
Ikke nok med, at Morten Olsen ser bort fra de to overnævnte spillere, så bliver der sandsynligvis heller ikke udtaget nogle mand fra den danske SAS Liga.
”Vi vil om muligt se bort fra de hjemlige, fordi sæsonen herhjemme ikke er begyndt endnu. Det kan dog godt være, vi tager én spiller med til Slovenien, hvis der er én, som popper op ligesom Morten Nordstrand sidste vinter,” siger landstræneren til B.T.
Skriv et svar