Наши партнеры

Menu



Officielt: Rasmussen overtager AGF-trænersædet

Dansk fodbold

Det har længe ligget og ulmet, men i dag blev det en realitet, at Erik Rasmussen overtager trænersædet i AGF ved årsskiftet. Dette bekræftede klubbens ledelse i dag på et pressemøde.

AGF har i dag præsenteret, Erik Rasmussen, som klubbens nye cheftræner gældende fra 1/1 2009.

Rasmussen har underskrevet en 2,5-årig kontrakt med klubben, som altså vil udløbe i sommeren 2011. Klubbens plan var først at offentliggøre den nye cheftræner senere, men grundet de massive rygter på det seneste, ønskede man at dæmpe stemningen, ved at afsløre fremtidsplanerne på trænerposten i dag.

“Jeg glæder mig meget til den udfordring, det er at blive træner i en af landets mest traditionsrige klubber. Jeg har fulgt holdet her i efteråret, og Ove Pedersen har fået opbygget en rigtig talentfuld og spændende trup. Jeg glæder mig meget til arbejde sammen med spillertruppen og den øvrige stab omkring holdet,” udtaler Erik Rasmussen i en pressemeddelelse.

AGF’s direktør, Lars Windfeld, er glad for dagens offentliggørelse, og han håber, at dette kan skabe ro i klubben.

“Vi er meget glade for at kunne offentliggøre aftalen med Erik i dag. Vi har valgt at forcere processen og dermed forhåbentlig skabe ro om holdet, så vi kan sikre fokus på at skabe resultater i de resterende kampe i efteråret. Erik er en trænerkapacitet med de kompetencer, som vi i den sportslige ledelse har følt er de rigtige til at videreføre arbejdet og løfte AGF til det næste niveau. Samtidig vil jeg gerne rette en stor tak til Ove Pedersen, som har leveret et godt stykke arbejde i de vanskelige sæsoner, vi har været igennem,” siger Lars Windfeld.

AGF’s nuværende cheftræner, Ove Pedersen, er lettet over, at der endelig er klarhed over trænersituationen, så han kan sørge for at gøre sit flotte arbejde færdigt i klubben.

Senest opdateret kl. 16:50



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu