Der var tydelig forskel på niveauet, da Genoa hjemme tog imod OB i aftenens Europa League-kamp. Hjemmeholdet vandt sikkert 3-1.
OB gæstede i aften Stadio Luigi Ferraris i Genova, hvor Genoa, som i sidste Serie A-sæson endte på femtepladsen, ventede.
Kampen var blot ni minutter gammel, før Genoa fandt vejen til netmaskerne. OB-keeperen Roy Carroll fik kun halvklaret en afslutning, hvorefter bolden røg ud i hovedet på Emiliano Moretti, som headede og samtidig fik hjælp af Chris Sørensens bryst til at skovle bolden ind over stregen til 1-0.
Kort efter demonstrerede Johan Absalonsen sin fremragende sparketeknik, da hans afslutning dykkede ned, men desværre for OB’erne, blot snittede Marco Amelias overligger.
I anden halvleg fortsatte hjemmeholdets dominans, og efter kun tre minutters spil af den sidste halvleg, scorede Luciano Figueroa på et frispark til 2-0.
Ti minutter senere kunne den argentinske angriber igen hæve armene, og fejre sin anden scoring i kampen, som bragte Genoa op på 3-0. OB’s nye målmand Roy Carroll havde en række gode redninger, som fortsat holdte fynboerne fra den store ydmygelse, og det lykkedes da også gæsterne at komme på måltavlen efter godt en times spil.
Njogu Demba-Nyrén, som ikke havde sin bedste dag, blomstrede pludselig op, og fik smart sendt Espen Ruud af sted mod baglinjen, hvorefter Ruud kunne sende bolden ind til Rurik Gislason, som fik hjælp af Giandomenico Mesto til at hjælpe bolden ind over Genoa-målstregen til slutresultatet 3-1.
Holdene mødes til den sidste og afgørende kamp i fjerde kvalifikationsrunde, som spilles på fynboernes hjemmebane Fionia Park.
Skriv et svar