
Efter en udmærket første halvleg blev Randers udspillet af ligaens nummer tre OB i anden halvleg af mandagens kamp i SAS Ligaen, som OB vandt 3-1.
I kampens indledning var der ikke mange store chancer, og OB-spillerne havde svært ved at få spillet til at fungere, da Randers samtidig formåede at lægge et godt pres på midtbanen. Men efter 22 minutters spil var det alligevel fynboerne, der bragte sig i front.
OB fik et frispark på kanten og feltet, som Chris Sørensen sparkede hårdt, fladt ind mod mål. I Randers-målet kunne Kevin Stuhr-Ellegaard kun parere, og bolden endte hos en helt fri Peter Utaka, der ikke havde nogen problemer med at sende bolden i nettet.
OB kom efter scoringen bedre med i opgøret, men der blev fortsat ikke skabt mange chancer, og stillingen ved pausen var 1-0.
Hjemmeholdet blæste til angreb fra start af i anden halvleg, og lagde således et højt pres på Randers. Efter blot to minutters spil gav dette en scoring. Peter Utaka fandt Henrik Hansen bagerst i feltet, og han sendte bolden over i det lange hjørne, og OB var dermed foran 2-0.
Randers kæmpede sig tilbage i opgøret, og Marc Nygaard fik reduceret på et hovedstød efter indlæg fra Kenneth Møller Pedersen.
Men Randers havde ikke mere at byde på, og mod slutningen af kampen kom OB frem til flere store chancer. Vi skulle dog frem til fire minutter før tid, før det lykkes for OB. Det var Demba-Nyrén, der med sit første mål for OB lukkede opgøret, der endte med en 3-1-sejr til OB.
Skriv et svar