Danmarks landstræner Morten Olsen har i dag udtaget Silkeborg IF-forsvareren Jim Larsen til landsholdstruppen, hvilket er første gang for Larsens vedkomne. Han erstatter den skadede Per Krøldrup.
Danmark måtte undvære midterforsvareren Per Krøldrup i gårsdagens VM-kvalifikationskamp mod Sverige, eftersom han har døjet med en skade.
I dag er Fiorentina-forsvareren blevet sendt hjem til Italien, mens landstræner Morten Olsen har udtaget en mulig debutant i form af Silkeborg IF’s Jim Larsen, der træner med for første gang i morgen formiddag.
”Han er en talentfuld midtstopper, som har gjort det godt for Silkeborg og været en del af klubbens succes efter oprykning til SAS Ligaen her i sommer,” lyder beskrivelsen fra Olsen til DBU’s hjemmeside.
23-årige Larsen, som har spillet 43 kampe for Silkeborg IF siden 2007, var naturligvis overrasket over at blive udtaget for første gang.
“Jeg er fuldstændigt målløs. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg ville kunne komme i betragtning til landsholdet, så det er en helt vild følelse og selvfølgelig en ultimativ drengedrøm, der går i opfyldelse,” fortæller Larsen til Silkeborg IF’s hjemmeside og fortsætter:
”Det er klart, at jeg nok ikke er udtaget som den første mand på holdkortet, men jeg vil gøre alt for at vise mig frem, så jeg forhåbentlig kan komme i betragtning til spilletid – både i denne omgang og fremover.”
Danmark spiller deres sidste VM-kvalifikationskamp mod Ungarn på onsdag. Denne kamp er dog uden betydning for danskerne, som i går sikrede sig direkte adgang til VM-slutrunden 2010 i Sydafrika, da de besejrede Sverige med 1-0.

d. 16/03/2026 23:37 |
Skriv et svar