Den tidligere Lyngby-spiller Tobias Mikkelsen glæder sig over, at Brøndby Stadion skal være hans hjemmebane i de kommende år.
Tobias Mikkelsen blev i sidste uge købt fra Lyngby til Brøndby, og i går debuterede den unge kantspiller for Brøndby, da holdet fra vestegnen mødte det franske storhold Auxerre. En debut som den driblestærke Mikkelsen sent vil glemme.
“Var der virkelig 16.000 tilskuere? Det tænkte jeg slet ikke på under kampen, men det var en rigtig fed oplevelse at træde ind på Brøndby Stadion, og vide at det er hjemmebanen i de kommende år. Og sikke en velkomst jeg fik! Den dag vil jeg nok aldrig glemme,” sagde Mikkelsen til Brøndby IFs hjemmeside.
Samtidig forventer Mikkelsen sig meget af den kommende sæson.
“Jeg håber at spille en masse fodbold, og jeg forventer at vi vinder en masse kampe. Man skal selvfølgelig passe på med at sige den slags, men jeg er sikker på at vi mindst ender i top 3, og jeg tror altså at vi kommer til at spille med om guldet.”
Skriv et svar