FC Midtjylland er færdige i UEFA Cuppen, efter det torsdag aften lykkedes engelske Manchester City, at besejre danskerne efter straffesparkskonkurrence.
FC Midtjylland vandt det første opgør mod Manchester City 1-0 i Manchester for en uge siden. Torsdag skulle danskerne så forsøge at følge op på det fine resultat i returkampen på SAS Arena.
I første halvleg var værterne tæt på at komme frem til rigtig store muligheder flere gange, men den afgørende aflevering manglede for Midtjylland. City var ikke rigtig farlige i første halvleg, men Elano fik dog brudt igennem i venstre side og fik afsluttet fladt. Skuddet gav dog ikke de store problemer for Heinze i FCM-målet.
I anden halvleg viste gæsterne mere farlighed, men de fik aldrig fuld kontrol over kampen. Som anden halvleg skred frem blev der mere plads til Midtjylland i kontrafasen, og det gav flere gode chancer, der dog ikke blev udnyttet.
Det lignede nu, at midtjyderne ville holde hjem, men skæbnen var hård ved danskerne. To minutter før slutfløjt blev et City-indlæg rettet af, og Danny Califf var uheldig at sende bolden i eget mål. Den ordinære spilletid endte 0-1, og dermed måtte kampen ud i forlænget spilletid.
I den forlængede spilletid havde Daniel Sturridge en god mulighed for at slukke lyset for Midtjylland, men ekstratiden endte uden scoringer. Dermed skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence, og her var englænderne bedst.
City vandt straffesparkskonkurrencen 4-2, og er dermed videre til første runde i UEFA Cuppen, mens FC Midtjylland er færdige i turneringen.
Skriv et svar