
Den velkendte spanske fodboldspiller Iván de la Peña har valgt at forlænge sin kontrakt med Espanyol, og regner med at ende karrieren i den lille catalanske klub.
Egentlig startede hele fodboldeventyret for Iván de la Peña hos de nuværende spanske mestre Barcelona, men her fik han dog aldrig vist sit potentiale der senere skulle vise sig at tryllebinde mange fans. I 1998 gik turen således videre til endnu en nation i Middelhavsområdet, nemlig Italien. Lazio havde erhvervet sig de la Peña hvor han opholdte sig i fire år, inklusiv lejemål til franske Marseille og Barcelona.
Men det var først i 2002, da han skiftede til Espanyol, at hans form for alvor gik opad bakke. Han hjalp blandet klubben til UEFA Cup-finalen 2007, hvor han og klubben dog tabte på straffespark til danske Christian Poulsen og Sevilla.
Det var de stærke følelser han nærede for klubben der spillede ind, da han skulle træffe sin endelige beslutning om en kontraktforlængelse.
“Det ville have været svært for mig at sige nej. Jeg snakkede med min kone og jeg er sikker på, at jeg har truffet det rigtige valg. Jeg ønsker at blive to år længere og trække mig tilbage i en Espanyol-trøje. Derefter kan jeg beslutte mig for, hvad jeg vil, men i virkeligheden er det Espanyol, som motiverer mig. Fra dag ét har jeg altid følt mig hjemme her,” sagde de la Peña i dag på et pressemøde i forbindelse med sin kontraktforlængelse.
Iván de la Peña er i dag 33 år gammel.
Skriv et svar