Martin Laursen trækker sig fra landsholdet pr. dags dato, fordi hans knæ ikke kan holde til at spille kampe for både Aston Villa og Danmark.
I dag informerede Aston Villa-kaptajnen, Martin Laursen, Morten Olsen om, at han stopper på det danske landshold med øjeblikkelig virkning, eftersom hans knæ ikke kan holde til at spille kampe for både Aston Villa og Danmark.
”Beslutningen er min egen, og det er den sværeste, jeg har skullet træffe i min fodboldkarriere. Jeg har gjort alt for ikke at skulle træffe dette valg, for jeg elsker at spille på landsholdet, og der er ikke noget, jeg hellere vil end at forsøge at hjælpe landsholdet med til VM-slutrunden,” fortæller Martin Laursen til DBU’s hjemmeside.
Da Martin Laursen var ude i lang tid med sin knæskade, var landsholdet en stor motivationsfaktor i genoptræningen, men nu kan forsvarerens knæ ikke holde til mere.
”Tankerne om et comeback på landsholdet var en ambition, der drev mig gennem skadesperioderne. Men nu kan mine knæ ikke længere holde til, at jeg både spiller kampe for Aston Villa og for landsholdet. Og i den situation er den eneste rigtige løsning at være til disposition for klubben, der er min arbejdsgiver i det daglige,” siger den uheldige forsvarer.
Laursen nåede at repræsentere Danmark i 53 kampe, hvor han scorede to mål.
Skriv et svar