Наши партнеры

Menu



Manchester United nedlagt på Anfield

Engelsk fodbold

Weekendens helt store opgør i Premier League stod mellem rivalerne Liverpool og Manchester United. Efter en chokstart af United med et mål efter tre minutters spil, sled Liverpool sig tilbage og vandt opgøret på Anfield.

Der var tryk på kedlerne allerede fra start af. Manchester United havde nyindkøbet Dimitar Berbatov med fra start, og han kom tidligt i kampen i fokus. Efter tre minutter havde han nemlig næstsidste fod på bolden, da gæsterne kom på 1-0. Berbatov sendte fra sin position i højre side af straffesparksfeltet bolden tilbage, hvor Carlos Tevez kom stormende og meget sikkert sendte bolden i nettet.

De to store Liverpool-profiler, Steven Gerrard og Fernando Torres, har været tvivlsom op til kampen, og startede begge ude på bænken. Trods problemer i starten viste Liverpool dog, at de godt kan spille godt fodbold uden dem. Kort tid efter scoringen fik Dirk Kuyt en stor chance, da United-keeper, van der Sar, ikke kunne holde et indlæg. Bolden landede for fødderne af Kuyt, der dog ikke formåede at sende bolden forbi sin landsmand.

Som første halvleg skred frem var det Liverpool, der stod for det største pres. Det var derfor ikke helt ufortjent, at værterne fik udlignet i det 26. minut. Van der Sar viste igen usikkerhed, og Wes Brown sparkede bolden i eget net, til stor jubel for de mange Liverpool-tilhængere på lægterne.

Efter en underholdende første halvleg kunne de to hold gå til pause med stillingen 1-1.

Fra anden halvlegs start var det Liverpool, der lagde pres på. Det blev dog ikke til de helt store scoringschancer, og heller ikke Manchester United skabte noget særligt. Med et kvarter tilbage af opgøret havde Javier Mascherano en god aktion i højresiden. Kuyt overtog bolden og sendte den hen til indskiftede Ryan Babel i feltet, som sparkede Liverpool på 2-1.

Manchester United formåede ikke at komme med noget modsvar, og i kampens sidste minutter blev forsvarsspilleren Vidic udvist. Kampen endte 2-1 og Liverpool kunne ikke ufortjent lade sig hylde på Anfield som vindere af kampen.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu