
Brøndbys Mads Jørgensen har skrevet under på en kontrakt med barndomsklubben AGF. Midtbanespillere skifter på en lejeaftale, der løber sæsonen ud.
Mads Jørgensen har været meget skadet i sin tid som Brøndby-spiller, hvor han derfor aldrig rigtig har slået igennem. Der har gået rygter om, at han skulle være på vej hjem til barndomsklubben, AGF. Dette blev i dag en realitet.
”Det glæder mig meget, at aftalen er kommet i stand. Vi får en spiller, som er meget dedikeret og har et højt spillemæssigt niveau. Mads har ikke spillet så mange kampe det seneste år – blandt andet på grund af et længere skadesforløb, som vi naturligvis har været opmærksomme på, men lægetjekket gik fint, og det har derfor ikke været et tema for os i de forhandlinger, vi har haft med ham og Brøndby,” siger sportschef Brian Steen Nielsen.
Mads Jørgensen blev tidligere i januar sendt ned i Brøndbys U-trup, og han ser nu frem til de nye udfordringer i sin tidligere klub.
”AGF har altid været min klub, og jeg er glad for, at de har givet mig chancen. Jeg forventer, at jeg beviser mit værd, så opholdet bliver af længere varighed. Jeg synes også, at jeg har en del ting, jeg kan bidrage med. Jeg har prøvet at spille med i toppen, og det har mentalt givet mig masser af værdifuld erfaring. Samtidig er jeg overbevist om, at jeg har et niveau, der kan løfte holdet,” siger Mads Jørgensen.
Skriv et svar