
Lyngby Boldklub skrev i dag kontrakt med to af klubbens ungdomsspillere, Nis Lundgaard og Frederik Gytkjær. Begge spillers kontrakter udløber i december 2010.
Frederik Gytkjær og Nis Lundgaard, der begge spiller på Lyngby Boldklubs U/16-hold, har indgået en kontrakt med den nordsjællandske klub, så de er at finde i klubben frem til december 2010. Talentchef Niels Frederiksen fortæller følgende om kontraktindgåelserne.
“Frederik betragter vi som én af de allerbedste i den danske årgang 93, og på U/16-holdet spiller han 10’er positionen (hængende angriber, red.), hvor hans spidskompetencer er vendinger på små områder og hans blik for spillet, hvilket ofte sætter ham i assistens rolle. Han er en spiller vi forventer os rigtig meget af,” siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.
“Nis spiller lidt længere tilbage på banen i 7’er positionen (centrale midt, red.). Han er en sikker pasningsspiller og giver holdet ro i spillet. Man kan godt stresse på den position han spiller, men Nis evner at bevare roen selv og giver dermed også ro til holdet. Han er dygtig til at få vendt spillet og er samtidig god til at beskytte backkæden. Han kom til klubben for et år siden, og han har gennemgået en meget positiv udvikling, hvilket lover godt for fremtiden,” fortæller Niels Frederiksen.
Nis Lundgaard fik sidste år debut på U/16-landholdet, mens Frederik Gytkjær er aktuel på DBU’s U/15-centersamling.
Skriv et svar