Igennem de seneste mange uger, har han været sat i forbindelse med et hav af klubber. Der er tale om Lyngbys Mikkel Beckmann, men i dag blev det en realitet, at han de næste fire år repræsenterer SAS Liga-klubben Randers FC.
Den tekniskdygtige offensiv, Mikkel Beckmann, har atter fået SAS Liga-stadiongræs under fødderne. I dag skiftede Beckmann til Randers FC, hvor han underskrev en fireårig kontrakt. Han mangler nu blot at bestå det obligatoriske lægetjek.
”Jeg glæder mig vildt meget. Randers er begyndt at spille den form for positiv fodbold, som jeg godt kan lide at være med til. Det bliver jo noget andet at skulle bo i Randers, men jeg kender lidt til Jan Frederiksen fra hans tid i Lyngby, og så har jeg været af sted med ligalandsholdet sammen med Kevin Stuhr Ellegaard,” fortæller en begejstret Beckmann til firstartist.dk.
”Det er først de seneste par dage jeg har hørt, at Randers var interesseret i at skrive kontrakt med mig. Der var lidt rumleri for et halvt års tid siden, men nu blev det altså seriøst,” slutter midtbanespilleren.
Hans nye arbejdsgiver, Randers FC, udtrykker tilfredshed over at have sikret papirer på den unge spiller.
”Vi har fulgt Mikkel Beckmann igennem lang tid og er ikke i tvivl om hans kvalitetet på en fodboldbane. Med hans spillemæssige evner får vi tilført yderligere kvalitet i offensiven uden dermed at sige, at han er købt ind som den angriber, vi også har været på jagt efter. Men vi fik en mulighed for at erhverve os Mikkel Beckmann, og den mulighed kunne vi ganske enkelt ikke takke nej til,” lyder det fra Randers-direktør Jacob Nielsen på klubbens hjemmeside.
Randers-træner Colin Todd er meget tilfreds med nyerhvervelsen.
”Mikkel Bechmann er en kvalitetsspiller, der kan operere fra begge kanter og som er inde og snuse til det danske A-landshold. Såvidt jeg har forstået har der været flere andre SAS Liga-klubber involveret i jagten på ham, så at han lander i Randers FC viser endnu en gang, at vi er i stand til at tiltrække nogle af de bedste fodboldspillere,” fortæller Todd.
24-årige Beckmann har optrådt to gange for det danske landshold, da Danmark mødte Slovenien og Tjekkiet.
Skriv et svar