Наши партнеры

Menu



Liverpool sejrede i kedelig affære

Champions League

Liverpool skulle bare have point i dagens kamp mod Marseille for at gå videre fra puljen, og det lykkedes også for det engelske hold, der havde Daniel Agger med i hele kampen.

Liverpool kunne med blot et point i dagens hjemmekamp mod Marseille sikre sig videre avancement i turneringen, men holdet ville gerne sikre sig førstepladsen, og derfor var det også undrende, at holdet ikke tog flere chancer i det fremadrettede spil i indledningen, hvor ingen af holdene skabte nogle nævneværdige chancer.

De engelske fans fik dog efter 22 minutters spil noget at juble over, da Xabi Alonso fik bolden på kanten efter en mislykket dødbold. Herfra fik han lagt et perfekt indlæg ind i det bageste område, hvor Steven Gerrard nemt kunne heade sit femte Champions League-mål i kassen.

Marseille viste ikke meget i den første halve time, og franskmændenes første chance opstod da også først efter 35 minutter, da Taye Taiwo tog chancen udefra. Pepe Reina fik dog fingrene på den hårdtskydende backs skud, hvorefter bolden tog det yderste af stolpen.

I de resterende ti minutter af første halvleg blev ikke meget skabt trods et lille spilovertag til Marseille. Derfor kunne Liverpool gå til halvleg med en smal 1-0-føring efter målet af kaptajnen, Steven Gerrard.

I anden halvleg startede begge hold i et højt tempo, og både Liverpool og Marseille havde chancer for at score. Liverpool var dog det hold, der styrede tempoet i kampen, og det engelske hold havde bolden klart mest i anden halvlegs indledning.

Efter en times spil havde Marseille en god mulighed, der ikke blev udnyttet efter flot forarbejde af den tidligere Lyon-spiller, Hatem Ben Arfa. Offensivspilleren kom flot til baglinjen og fik lagt bolden fladt indover, men der var ingen Marseille-spillere for enden af afleveringen, og det flotte forarbejde fik dermed ikke den rette fortjeneste.

Hatem Ben Arfa var igen hovedmanden bag en god Marseille-mulighed, da den franske landsholdsspiller tog chancen direkte på frispark efter godt 70 minutters spil. Skuddet havde retning mod hjørnet, men Liverpool-målmand, Pepe Reina, havde set afslutningen komme, og han kunne nemt redde bolden til hjørnespark.

I kampens sidste halve time pressede Marseille på for at få udlignet Liverpools føring. Marseille havde også nogle farlige chancer efter dødbolde, og holdet havde også mange gode opspil, men det var hele tiden den sidste aflevering, der manglede. På trods af en lille Marseille-satsning de sidste par minutter, så kunne Liverpool gå fra Anfield med tre point i bagagen i en kedelig affære.

Med sejren kom Liverpool op på 11 point ligesom Atlético Madrid, der vandt over PSV, og dermed er Liverpool sikre på at gå videre fra gruppen. Marseille kan selv afgøre det i den sidste kamp, om de skal med i UEFA Cuppen via en tredjeplads i gruppen.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu