
Mange havde på forhånd ventet, at aftenens opgør mellem Liverpool og Real Madrid ville blive en lige affære. Liverpool var dog det stærkeste mandskab og sendte den spanske kongeklub hjem med et chokerende nederlag på 4-0.
Der var fuld damp på kedlerne i første halvleg, da Liverpool og Real Madrid tirsdag aften mødtes i Champions League. Liverpool havde vundet første kamp i Spanien med 1-0, så Real Madrid var tvunget til at komme frem på banen og få scoret.
Det var dog Liverpool, der straks fra start satte sig på kampen. Allerede efter tre minutter fik tilbagevendte Torres en kæmpechance, da han blev spillet fri af Steven Gerrard. Torres tog fikst bolden med sig med hælen og tvang Casillas til en refleksredning. På det efterfølgende hjørnespark trykkede Mascherano af fra kanten af feltet, og igen måtte Casillas redde sit hold med en fantastisk redning.
Efter et kvarters spil blev bolden sparket højt ind på Real Madrids banehalvdel. Cannavaro fik ikke headet bolden væk, og efter en duel mellem Pepe og Torres, hvor der kunne have været fløjtet for frispark til Pepe, endte bolden hos Kuyt. Med en blød inderside fandt han en helt fri Torres inde foran mål, der uden chance for Casillas kunne bringe Liverpool foran 1-0.
Ligesom i første opgør havde Real Madrid svært ved at spille sig gennem et kompakt og velspillende Liverpool-forsvar, og Casillas måtte parere afslutninger fra både Skrtel og Gerrard.
Umiddelbart før den halve time blev modgangen total for Real Madrid. Bolden blev sendt ind i spaniernes straffesparksfelt, hvor Arbeloa tæmmede bolden med brystet. Bolden sprang videre op på skulderen af Heinze, hvilket TV-billederne tydeligt viste. Liniedommeren havde dog en anden opfattelse og overbeviste dommer Franck de Bleeckere om at pege på pletten. Steven Gerrard scorede sikkert på det efterfølgende straffespark til 2-0.
I det næste angreb fik Sneijder Real Madrids første store chance, hvor målmand Reina måtte ud i fuld længde for at redde hans skud.
Liverpool kom stærkt ud til anden halvleg, og allerede efter et minut kom klubben afgørende foran. Babel sendte fra venstre side et indlæg ind i feltet, hvor Gerrard med en inderside kunne sende bolden forbi en chanceløs Casillas til 3-0.
Derefter spillede begge mandskaber sig til sporadiske chancer, men anden halvleg var ikke nær så intens som de første 45 minutter. Underholdning var der dog nok af, og Real Madrid formåede da også at få bolden i nettet. Målet blev dog korrekt underkendt, da Higuain stod i offsideposition.
To minutter før tid slog Liverpool kontraangreb, som Dossena afsluttede ved at sparke bolden hårdt under Casillas til føring på 4-0.
Liverpool er dermed videre i turneringen, mens nederlaget vil svide i kongeklubben Real Madrid i lang tid fremover.
Skriv et svar