Наши партнеры

Menu



Linderoth færdig i Viborg

Dansk fodbold

Efter et helt igennem forfærdeligt efterår, har Viborgs ledelse taget konsekvensen, og har opsagt samarbejdet med cheftræner Anders Linderoth med øjeblikkelig virkning.

Forventningerne var store, da Anders Linderoth overtog cheftrænerposten i domkirkebyen efter sidste års efterårssæson.

Men de er langt fra blevet indfriet, og Viborg FF må se sig placeret under nedrykningsstregen med blot tre kampe tilbage i efteråret.

Det har klubben nu taget, den efterhånden ganske forudsigelige, konsekvens af, og er blevet enige med den svenske træner om, at opsige samarbejdet med øjeblikkelig virkning.

“Begge parter er utrolig kede af, at vi er havnet i den situation, vi står i lige nu. Men fodboldens verden er om noget resultatorienteret og vi må desværre konstatere, at vi ikke har leveret de resultater, som vi både havde forventet og håbet på. Derfor har vi i enighed taget en beslutning, som gør, at VFF og Anders Linderoth må skilles her og nu,” sagde klubbens direktør Morten Jensen til VFF.dk

Anders Linderoth selv er da også klar over, at resultaterne ikke har været gode nok til at imponere.

“Jeg har ikke fået de resultater, som jeg håbet på at få i Viborg. Men jeg håber virkelig, at det snart vender for klubben. VFF har været en fantastisk klub at arbejde i og frem for alt har jeg haft en god spillergruppe og et godt team omkring mig med masser af kvalitet, som det har været en fornøjelse at arbejde med i det daglige,” sagde svenskeren som de sidste ord, til klubbens hjemmeside.

Også Viborgs assisterende træner, Tommy Møller Nielsen er en færdig mand i domkirkebyen. Han er som Linderoth blevet vurderet på resultaterne, og samarbejdet med de grønne er endt med samme udfald som den svenske kollega.

Tommy Møller har før stået i spidsen for holdet, da han efter Ove Christensens fyring i sommeren 2006, sad i det varme sæde, indtil Viborg skrev kontrakt med Anders Linderoth.

Noget overraskende er det et trænerpar med ringe erfaring på højt niveau, der er blevet udpeget som brandslukkere, indtil der bliver fundet en permanent erstatning for den svenske skuffelse.

U18 træner Jan Østergaard og målmandstræner Stephen Lowe står for taktikken, når Viborg igen skal forsøge at kæmpe sig op på den rigtige side af stregen i SAS Ligaen.

Og de to nye trænere får en ilddåb, når Viborg på mandag tager imod AGF i et uhyggeligt vigtigt bundopgør.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu