
Viborg var i dag chanceløse da de mødte Esbjerg, der med en 5-0-sejr spillede sig op på førstepladsen i SAS Ligaen. To mål af Anders Nøhr og et hattrick af Rajko Lekic afgjorde kampen.
Det startede ellers udmærket for Viborg, der fra start af kampen havde bedst fat i bolden, dog uden at nå frem til de helt store chancer. Esbjerg kom dog bedre og bedre ind i kampen, og efter 27 minutters spil kunne Rajko Lekic bringe udeholdet i front. Resten af halvlegen var det Viborg der pressede på, men Esbjerg-forvaret holdte fin stand.
Viborg var igen i anden halvleg rigtig velspillende, dog uden rigtig at blive farlige. Det var i stedet Esbjerg, der bragte sig yderligere foran. Indskiftede Anders Nøhr var manden bag målet, da han helt udækket kunne sende bolden i mål.
Derfra var det Esbjerg, der styrede begivenhederne. Det resulterede i yderligere tre mål til udeholdet, der dermed knuste Viborg, der ellers havde været pænt med i store dele af kampen.
Rajko Lekic scorede to mål, og lavede dermed hattrick, mens Anders Nøhr også kom på måltavlen en enkelt gang mere.
Med sejren overtager Esbjerg førstepladsen i ligaen. Randers har dog mulighed for at overtage denne, hvis de formår at slå Lyngby.
Skriv et svar