Martin Laursen er frustreret over, at han ikke kunne opfylde sit mål om at spille alle ligakampe i sæsonen, ligesom han gjorde det i sidste sæson.
Martin Laursen har igennem størstedelen af sin karriere været hårdt ramt af skader. Det var dog ikke tilfældet i sidste sæson, hvor han spillede alle ligakampe for Aston Villa i Premier League. Derfor havde han et mål om at gøre det igen i denne sæson, men det er ikke muligt mere, da han missede nogle kampe i slutningen af 2008.
“Det er altid frustrerende at misse kampe, og det var det sandelig for mig, da jeg måtte sidde ude i de to sidste Premier League-kampe i 2008 med en knæskade. Før det havde jeg spillet samtlige kampe siden april 2007, og jeg sigtede efter at spille samtlige kampe i denne sæson også,” siger Laursen ifølge Sky Sports.
“Mit knæ gjorde ondt efter kampen mod West Ham lige før jul. Jeg havde fået et slag på Upton Park, og vores lægestab mente, at det var bedst for mig at holde en lille pause. Desværre betød det, at jeg ikke kunne nå mit mål om at spille i alle ligakampe,” slutter den 31-årige landsholdsspiller.
Aston Villa har klaret sig rigtig godt i denne Premier League-sæson, og holdet er lige nu placeret på en flot fjerdeplads foran Arsenal.
Skriv et svar