Michael Laudrup kalder Spartak Moskva for den største klub i Rusland, og det er noget, spillerne ikke ved, og det er noget af en udfordring for den danske træner.
Michael Laudrup og Spartak Moskva er lige nu på træningslejr i Spanien inden danskerens første hele sæson som træner i den russiske klub starter om en måned. At det er den største klub i Rusland, ved Laudrup godt, men det er svært at forklare til de spillere, der ikke forstår at værdsætte klubben for historien.
“Udfordringen har nok været, at det er den største klub i Rusland, jeg arbejder for. Det er der bare ikke ret mange, der forstår. Det skal jeg have folk til at acceptere og arbejde ud fra. Det er ikke folk inde i klubben, men spillerne, der skal forstå, hvor stor Spartak er. Ment på den måde at de skal fange de krav, der stilles til at være i så stor en klub. Der er mange,” fortæller Laudrup til B.T. og fortsætter:
“Omvendt har vi mange unge spillere, så det er klart, at det ikke er til at se, hvor de skulle vide det fra. Det er ikke nemt at forklare dem det. Samtidig har vi nogle udlændinge, som er kommet fra mindre klubber, og de kender heller ikke nok til Spartaks historie,” forklarer Laudrup.
“Når man kigger på andre store klubber rundt omkring i Europa, så er der normalt en naturlig udskiftning i spillertruppen. Når der så kommer nye spillere til, så er der nogle ældre og mere erfarne spillere, der kan forklare de nye, at her bliver der stillet de og de krav. Det er der ikke i Spartak,” siger Michael Laudrup og fortsætter:
“Enten er folk unge, eller også kommer de fra udlandet og andre mindre klubber. At få den erfaring og den viden er lidt svært, når der ikke er nogen i truppen, der kan forklare, hvad det ligesom drejer sig om. Derfor har man samlet et team med blandet andet jeg og tidligere spillere i klubben omkring holdet, som skal varetage forskellige funktioner og være med til at forklare spillerne, hvordan tingene hænger sammen.”
Skriv et svar