
OB tabte den vanskelige udekamp mod Genoa med 1-3, og videre avancement til gruppespillet i Europa League kræver derfor en god kamp på hjemmebanen. Cheftræner Lars Olsen erkender, at det ser svært ud, men tror på, det kan lade sig gøre.
Der var på forhånd lagt op til en svær kamp, da OB tog til Italien for at møde Genoa i det første af to opgør for at kvalificere sig til gruppespillet i Europa League. Fynboerne tabte da også kampen med 1-3, men cheftræner Lars Olsen tager nederlaget med oprejst pande og siger til OB’s hjemmeside:
”Det kan vi ikke sige så meget til. Det er særligt måden, vi starter begge halvlege på, hvor vi laver nogle frispark og bolden bliver hældt ind i feltet. De scorer tre mål efter dødbolde, samtidig med at vi ser rystede ud. De resterende 70 minutter synes jeg, at vi spiller en okay kamp. Vi forsøger, og vi kommer også frem til muligheder, så det er ærgerligt at vi ikke får en scoring mere.”
Mod slutningen fik Rurik Gislason reduceret, og det vigtige udebanemål var et væsentligt lyspunkt i nederlagets stund. Lars Olsen ærgrer sig dog over, at det ikke lykkedes at score et mål mere:
”Vi kommer herfra med 3-1, og det er svært udgangspunkt. Det havde været værre med 4-1, men håbet var, at vi kunne score til 3-2, for det ville have gjort, at det havde set noget lysere ud. Og med lidt held, så kunne både Utaka og Caca sammen med Johan (Absalonsen, red.) have udnyttet nogle af de muligheder, der var.”
Trods alt står OB bedre med det vigtige udebanemål, selv om også hjemmekampen på torsdag bliver vanskelig:
”Vi skal vinde 2-0 hjemme, og jeg tror på, at det kan lade sig gøre, men det bliver selvfølgelig svært, for de bliver vanskelige at holde fra at score i Odense også.”
Skriv et svar