
Landsholdsspillerne Thomas Sørensen og Martin Jørgensen var begge godt tilfredse med dagens lodtrækning til VM-kvalifikationsgrupperne, og mener, at det kunne have været værre.
Ved dagens lodtrækning til VM-kvalifikationsgrupperne var Danmark placeret i tredje seedningslag, og derfor mente landsholdsmålmand Thomas Sørensen, at lodtrækningen kunne have været værre.
“Vi vidste på forhånd, at det ville blive en svær opgave, fordi vi kun var seedet i tredje lag. Ud fra den betragtning kan vi være godt tilfredse,” sagde Thomas Sørensen ifølge BT.
Portugal var holdet, som Danmark trak fra det første seedningslag, og det er Sørensen ganske godt tilfreds med, da han mener, at der var langt værre modstandere at møde fra den gruppe.
“Portugal er selvfølgelig et godt hold, men de er i mine øjne ikke helt lige så gode som nogle af de andre fra det øverste lag, som vi kunne have trukket,” sagde Sørensen, og hentyder til Spanien, Frankrig, Italien og Tyskland.
Til de to arvefjendeopgør, der er i vente, når Danmark skal møde Sverige, indrømmer Martin Laursen, at der var nemmere hold at trække fra den anden seedningsgruppe, men at han også glæder sig til opgørene.
“Det er et spændende opgør. Det er et arvefjendeopgør, og vi har revanche til gode. Og umiddelbart er det spændende for os to lande at møde hinanden,” udtalte Martin Laursen.
De to mandskaber fra østen, Ungarn og Albanien, kan blive svære udekampe, mens Malta-opgørene skal være walk-overs. Det mener landsholdsfløjen Martin Jørgensen.
“Ungarn kender jeg ikke så meget til, men de kan måske godt blive svære på udebane. Og Albanien kan være et tricky sted at spille, men det er det også for svenskere og portugisere,” mente Martin Jørgensen.
“For både Malta og Albanien gælder det, at vi har mødt dem for nylig og slået dem to gange, så dem har vi gode erfaringer med,” sluttede den rutinerede landsholdsspiller.
Skriv et svar