
Danmarks 31-årige centerforsvarer, Martin Laursen, valgte i dag at lægge landsholdsstøvlerne på hylden, grundet problemer med sit knæ. Derfor vil Laursen fremover kunne koncentrere fuldt ud om sin arbejdsgiver Aston Villa. En række af Laursens landsholdskammerater kommenterer herunder på nyheden.
Martin Laursen har spillet sin sidste landskamp, hvilket er til stor ærgrelse for en række af hans gamle holdkammerater på landsholdet, men samtidig udtrykker de også forståelse for beslutningen, som den aldrende forsvarer, har truffet.
Landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson:
”Vi skal takke Martin for det, han har ydet på landsholdet. Det har været en hård beslutning, for han er stolt over og ser det som en stor ære at repræsentere Danmark. Men han har haft et skadesforløb som de færreste af os,” siger Jon Dahl Tomasson til Ritzau og fortsætter:
”Martin er en spiller, der også har begrænsninger, men han kender disse begrænsninger, og han er realistisk. Han er en vinder, og det betyder meget i sport. Det lyser ud af ham, og han kan lukke sig helt inde i sig selv og fokusere på målet. Det var eksempelvis et mål for ham at komme tilbage på landsholdet efter sin frygtelige skade. Det er en kæmpe kvalitet, og ikke alle har den kvalitet,” slutter Jon Dahl Tomasson.
Midtbanekreatøren Daniel Jensen:
”Forhåbentlig kommer det ikke til at betyde det helt store for landsholdet. Martin Laursen har uden tvivl været en betydende faktor på holdet, men nu bliver der så plads til en anden spiller. Og jeg håber, at den bliver lige så godt besat, som da han var med,” fortæller Daniel Jensen til Sporten.dk og fortsætter:
”Så længe det kun er en mand, der skal spilles ind, så har det normalt ikke den store betydning, for den spiller vil få stor støtte af resten af holdet og vil have nemmere ved at falde ind i rytmen. Det er først, når man skal skifte en tre-fire spillere ud, at man kan begynde at få problemer,” analyserer Jensen.
Midtbanespilleren Christian Poulsen:
”Det er da dybt ærgerligt. Der er ikke andet at gøre end at respektere hans beslutning, som må have været svær at tage. Martin Laursen har om nogen været glad for at spille på det danske landshold, så jeg kan forestille mig, hvordan han må have haft det,” fortæller Poulsen til Sporten.dk.
Landsholdsfløjen Jesper Grønkjær:
“Jeg kan sagtens sætte mig ind i hans beslutning. Der kommer også en dag efter fodbolden, hvor helbredet kommer i første række. Jeg har helt respekt for, at han træffer det valg. Det er en logisk beslutning. Man kan sige, at hans karriere kulminerede med at han blev årets spiller, og måske er det et meget rigtigt tidspunkt at stoppe på, mens man stadig er på toppen,” siger Jesper Grønkjær til Sporten.dk og fortsætter:
“Det er ærgerligt for ham og ærgerligt for dansk fodbold. Han havde sikkert set frem mod VM i 2010 ligesom os. Han har været meget igennem, men uden at vide det, må det være, fordi han har sat helbredet først.”
Den offensive midtbanespiller Thomas Kahlenberg:
“Det er selvfølgelig Martins egen beslutning, og hvis helbredet ikke kan holde til det, er der jo ikke andet for end at sige stop. Men jeg er selvfølgelig ærgerlig på Martins egne veje, især fordi jeg ved, at landsholdet betød meget for ham. Men det er også surt for holdet, fordi han er en fantastisk spiller, der virkelig har været en del af holdets positive udvikling,” forklarer Thomas Kahlenberg til Tipsbladet.dk og fortsætter:
“Når Martin var klar, så spillede han hver gang. Men der er ikke to spillere, der er ens, og ingen kan gå ind og være en ny Martin Laursen. Nu bliver det op til andre at udfylde pladsen. Og jeg er sikker på, at landstræneren finder den rigtige spiller.”
Landsholdskantspilleren Martin Jørgensen:
“Det er rigtig rigtig ærgerligt, fordi han har givet noget stabilitet i forsvaret efter, han er kommet tilbage. Også fordi vi har været så hårdt ramt i forsvaret de sidste par år, men så må vi jo håbe, at nogle nye kan tage over. Det skal de jo,” siger Martin Jørgensen til Tipsbladet.dk og fortsætter:
“At han vælger at stoppe nu, er egentlig lidt mærkeligt, men det er selvfølgelig på grund af den nye skade, han har fået. Jeg håber, at vi kan klare os til VM uden ham, men ellers kan vi jo altid give ham skylden,” joker Martin Jørgensen.
Læs også:
Skriv et svar