
Den guatemalanske landsholdsspiller, Gustavo Cabrera, er endelig kommet på plads i AGF. Dog har den eksotiske forsvarsspiller, der tidligere har været anfører på Guatemalas landshold, kun fået en kontrakt på et halvt år.
Tidligere på sommeren var Gustavo Cabrera på prøvetræning i AGF. Her har den nu tidligere landsholdsanfører overbevist de øvre magter på Fredensvang, således at skiftet endelig er kommet på plads. Cabrera har dog kun fået en kontrakt af et halvt års varighed, hvilket Brian Steen Nielsen begrunder til klubbens hjemmeside.
“Han er ikke købt til at gå direkte ind i startopstillingen, men han har vist, at han kan begå sig på et højt niveau, og man kan mærke på ham, at han vil gøre alt for at slå igennem. Han er ambitiøs og har en god karakter, og nu får han et halvt år til at overbevise os om sine kvaliteter,” siger Brian Steen Nielsen.
Selv er den 28-årige forsvarer klar på at skulle kæmpe om pladserne i forsvaret, hvor Gustavo Cabrera kan spille samtlige pladser i den bageste kæde.
“Jeg vil arbejde hårdt til træningen og være med til at vinde fodboldkampe. Mit mål er, at opholdet i AGF bliver af længere varighed,” siger Cabrera, der har 80 landsholdskampe bag sig.
Skriv et svar