Chelsea meddeler på klubbens hjemmeside, at midtbaneprofilen, Frank Lampard, har underskrevet en femårig kontraktforlængelse.
Frank Lampard er i løbet af sommeren blevet sat i forbindelse med flere italienske og spanske klubber, og specielt Inter med den tidligere Chelsea-manager, José Mourinho, i spidsen, har vist kraftig interesse. Ifølge engelske medier var Lampard ikke tilfreds med Chelseas tilbud på en kontraktforlængelse, men i dag faldt det hele på plads.
Den engelske landsholdsspiller har skrevet under på en kontraktforlængelse på fem år, og dermed sat en stopper for alle spekulationerne om sin fremtid. Lampard glæder sig over den nye aftale.
”Jeg vil slutte min karriere i Chelsea. Det har jeg sagt mange gange før, og efter at have underskrevet denne kontrakt, er jeg meget glad, og sikker på, at det er her jeg vil afslutte min karriere,” siger Frank Lampard.
Holdets nye træner, Luis Felipe Scolari, er også glad for, at Lampard bliver i klubben.
”Frank er en af de mest professionelle spillere jeg har arbejdet sammen med. Hver dag forsøger han at lære noget nyt, og tilføje nye aspekter til sit spil,” siger Chelsea-manageren.
Skriv et svar