Vi bringer fire korte nyheder om Werder Bremen, AGF, Kaka og Ronaldinho.
Werder Bremens nyindkøb risikerer fem års fængsel
Werder Bremens nyindkøbte midtbanespiller Carlos Alberto beskyldes for massivt skattefusk i sit hjemland Brasilien.
Alberto skulle ifølge brasilianske aviser have modtaget store dele af sin løn som sorte penge i 2005 og 2006 i sin tid som Corinthians-spiller.
Derudover skal det det kontroversielle firma MSI som tidligere ejede transferrettighederne på Alberto, have brugt pengene fra hans overgangssum til Corinthians til hvidvaskning af penge.
MSI med Kia Joorabchian i spidsen stod også bag Carlos Tevez’ og Javier Mascheranos omdiskuterede skifte til West Ham for et år siden.
Der er dog endnu ikke rejst nogen anklager imod ham, men myndighederne har igennem længere tid holdte øje med ham. Oplysningerne stammer fra en telefonsamtale mellem Carlos Alberto og hans tidligere kæreste hvor hun truer med at offentliggøre afslørende informationer samt bilag.
Hvis det viser sig, at han er skyldig vil han blive dømt fem års fængsel.
AGF sender ghaneser hjem
Den 20-årige ghaneser, Sheriff Deen Mohammed, der den seneste måned har været til prøvetræning i AGF, er blevet sendt hjem uden kontrakt.
”Vi har set det vi skulle, og umiddelbart vil vi ikke tilbyde ham en kontrakt. Sheriff har fundet en klub i Ghana, og nu vil vi holde øje med, hvordan han udvikler sig. Men jeg tror ikke, at han ender i AGF. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke lige så godt selv kan udvikle Morten Beck, som at købe en ghaneser, som også skal udvikles meget, inden han kan komme med,” udtalte sportschef Brian Steen Nielsen til Århus Stiftstidende.
Sheriff har gennem denne periode boet hos landsmanden Razak Salifu, der blev hentet til AGF i vinter. Ved denne lejlighed udtrykte klubben ønske om at hente endnu en ghaneser, som kunne få Salifu til at falde bedre til i landet, dette har dog vist sig ikke at være nødvendigt.
”Men det har vist sig, at Razak Salifu sagtens kan klare sig alene. Allerede da han kom til AGF kunne han et par danske ord, og siden er han blevet godt integreret i truppen. Så det går rigtig fint,” sagde Nielsen til avisen.
Kaka tjener mest i Serie A
Den brasilianske verdensstjerne, Kaka, ligger nummer ét på listen over de bedst betalte fodboldspillere i Serie A. AC Milan-spilleren skulle ifølge Gazzetta dello Sport indkassere 45 millioner kroner årligt.
Listens nummer to er Romas anfører Francesco Totti med ca. 41 mio. kr. årligt, mens Gianluigi Buffon fra Juventus deler tredjepladsen med de tre Inter-spillere Patrick Vieira, Adriano og Zlatan Ibrahimovic, der hver tjener godt 38 millioner kroner årligt.
Ronaldinho ønsker ikke at forlade Barcelona
Den brasilianske troldmand, Ronaldinho, har sommeren igennem været rygtet på vej til klubber som AC Milan og Chelsea, men ifølge hovedpersonen selv kan han ikke forestille sig at forlade Barcelona.
”Jeg er meget glad for at spille i Spanien, og jeg kan ikke forestille mig at være nogle andre steder. Jeg ved at der er andre gode ligaer, men på nuværende tidspunkt tænker jeg ikke på livet uden for Barca,” fortalte Ronaldinho til amerikanske ESPN.
Den brasilianske playmaker har været i Barcelona i fire år, hvor han blandt andet har været med til at føre klubben til to mesterskaber samt en Champions League-triumf.
Skriv et svar