Vi bringer tre korte nyheder om Rafael van der Vaart, Peter Løvenkrands og Nicklas Bendtner.
Van der Vaart vil til Valencia
Hamburger SVs Rafael van der Vaart er ønsket i Valencia, og spilleren selv er ikke i tvivl. Han vil til Spanien, og det ville gøre ondt at blive i HSV.
”Hvis jeg skulle blive i Hamburg, ville jeg få ondt. Jeg vil ubetinget væk,” sagde van der Vaart ifølge Bild og fortsatte med at udtrykke sin skuffelse over det afviste tilbud fra Valencia.
”Jeg er meget skuffet. Hele min krop brænder af elendighed. Min drøm er blevet ødelagt,” lød det teatralsk fra hollænderen.
Denne udmelding kommer ikke på det mest heldige tidspunkt. HSV er netop begyndt på Bundesligaen, og er i gang med at forberede sig til UEFA Cuppen. Sportschefen i klubben understreger da også, at van der Vaart bliver i klubben.
Løvenkrands udtaget til landsholdet
Morten Olsen offentliggjorde i dag sin trup til venskabskampen mod Irland i næste uge. Der er ikke de store overraskelser i truppen, men Peter Løvenkrands er med i truppen igen, efter han ser ud til at være fast mand i startopstillingen i sin tyske klub Schalke.
Løvenkrands selv var overrasket over udtagelsen, som han ikke selv kendte til. Men danskeren er klar til at gribe den chance, som landstræneren har givet ham.
”Jeg havde en god afslutning på sæsonen i Schalke, og har været med i alle træningskampene forud for sæsonen. Og jeg er i god form. Så jeg er selvfølgelig klar til at gribe chancen,” sagde Peter Løvenkrands til TV2-sporten.
På posten som målmand ser FC Københavns Jesper Christiansen ud til at skulle vogte målet, da den normale første-keeper Thomas Sørensen er skadet.
Overblik over truppen:
Jesper Christiansen (FC København)
Stephan Andersen (Brøndby IF)
Daniel Agger (Liverpool FC)
Jan Kristiansen (FC Nürnberg)
Kasper Bøgelund (Borussia Mönchengladbach)
Leon Andreasen (SV Werder Bremen)
Martin Laursen (Aston Villa)
Michael Gravgaard (FC København)
Niclas Jensen (FC København)
Daniel Jensen (SV Werder Bremen)
Dennis Rommedahl (AFC Ajax)
Rasmus Würtz (FC København)
Thomas Kahlenberg (AJ Auxerre)
Jesper Grønkjær (FC København)
Jon Dahl Tomasson (Villareal CF)
Nicklas Bendtner (Arsenal FC)
Peter Løvenkrands (FC Schalke 04)
Bendtner kan få Champions League-debut
Når Arsenal onsdag møder Sparta Prag i tredje runde af kvalifikationen til Champions League, har den danske angriber Nicklas Bendtner mulighed for at få debut. Chancen blev yderligere øget, da angriberen Eduardo da Silva ikke tog med resten af truppen til Prag.
Den kroatiske angriber døjer med en skade i anklen, og dette kan bane vejen for Bendtner.
Arsenal må udover da Silva også undvære Abou Diaby og Denilson, der er ude med skader, samt Gilberto, der har fået forlænget sin ferie.
Skriv et svar