
FC Nordsjælland-spilleren Jonathan Richter holdes fortsat i kunstigt coma som følge af det lynnedslag, der slog ned i ham under en træningskamp mandag aften. FC Nordsjællands klubejer, Allan K. Pedersen, er berørt af situationen, som han kalder ”et frygteligt uheld”.
Den 24-årige Jonathan Richters tilstand er fortsat kritisk, men stabil, et døgn efter lynnedslaget, der ramte ham under en træningskamp mandag aften på Hvidovre Stadion.
FC Nordsjællands klubejer, Allan K. Pedersen, var tydeligt berørt under dagens pressemøde, hvor han orienterede om Jonathan Richters tilstand:
”Det er et frygteligt uheld, der har ramt Jonathan og det berører os alle meget dybt. Men det eneste vi kan gøre i denne situation er at sørge for, han får den bedst mulige hjælp, han kan få, og det ved vi, han har på Hvidovre Hospital, hvor han er omgivet af de dygtigste fagfolk i landet. Alle vores tanker og bønner går nu til Jonathan, hans familie og hans nærmeste, og vi ved, at hans fantastiske fysik og form kan være en hjælp i den tragiske situation, Jonathan pludselig så meningsløst og uretfærdigt befinder sig i.”
Hvidovre-spilleren Jesper Skak Nielsen var den første hos den bevidstløse Jonathan Richter, og han ydede vital og livreddende førstehjælp.
Skriv et svar