Наши партнеры

Menu



Kim Brink: Kampen i aften er vigtig

Europa League

Når OB i aften tager imod Rabotnicki i Europa League-turneringen, er det ifølge direktør Kim Brink en kamp med usædvanligt stor betydning for alle i og omkring klubben. Med et godt resultat vil fynboerne nemlig være ét skridt nærmere turneringens gruppespil.

OB fik et udmærket udgangspunkt til aftenens returopgør ved i første kamp at vinde med 4-3 ude over makedonske Rabotnicki. Direktør Kim Brink håber dog, at spillerne bevarer koncentrationen og gør arbejdet færdigt i aften. Han siger til OB’s hjemmeside om kampen:

”Den har usædvanligt stor betydning for klubben, for virksomheden, for spillerne, for fansene og for alle. Det er et af de helt store mål for os i denne sæson, at vi skal i gruppespillet, og vi skal slå to hold ud, for at nå dertil. Vi har gjort en god førstekamp i Makedonien, men der skal to kampe til, og jeg har så stor erfaring indenfor det her, at man skal passe betragteligt på og være hundrede procent på tæerne. Den kamp er så ekstremt vigtig, at alt andet end hundrede procents koncentration, indsats og totalopofrelse er uacceptabelt.”

Kim Brink ser Europa League som en attraktiv turnering af både sportslige og økonomiske grunde. Derfor håber han naturligvis, at OB er at finde i gruppespillet, når Rabotnicki og den potentielt kommende modstander, der findes i morgen, er slået ud. Kim Brink siger om Europa League-turneringen:

”Først og fremmest er der betydeligt flere kampe. Der er seks gruppekampe med god mulighed for at gå videre. De store lande i Europa satser meget hårdere på Europa League, end de gjorde på UEFA Cup, og der er ingen, der tager let på det længere. Og så er der betydeligt flere penge i det. De fees, der udbetales fra UEFA, er steget ganske betragteligt, og da det er professionel fodbold, vi beskæftiger os med, skal vi tjene penge, og derfor er det også ekstremt interessant for os på den led.”

Kampen fløjtes i gang i aften kl. 20.00.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu