
Juventus’ præsident igennem tre år, Cobolli Gigli, valgte i dag at forlade sin stilling, mens klubbens direktør Jean-Claude Blanc overtager positionen med øjeblikkelig virkning.
Da Juventus blev degraderet til Serie B som følge af Calciopoli-skandalen, overtog Cobolli Gigli præsidentposten i klubben. Men efter tre år som frontfigur i klubben, har Gigli i dag trukket sig fra posten, mens den hidtidige direktør i klubben, Jean-Claude Blanc, overtager præsident-stillingen.
”Det nye valg af ledelse er ikke noget nyt. Der er blot tale om endnu et skridt på vejen mod en mere konkurrencedygtig organisation. Jeg er meget taknemmelig for Cobolli Giglis indsats igennem en meget svær periode for klubben, hvor han virkelig beviste sit værd,” fortæller arvingen til Agnelli-imperiet, John Elkann, ifølge Football Italia.
Agnelli-familien, som står bag Fiat-fabrikkerne, ejer 60 procent af aktierne i klubben, og har derfor haft et tæt bånd til Juventus igennem en årrække.
Skriv et svar