En graverende fejl af målmand Jesper Christiansen gav Manchester City føringen i første kamp i UEFA Cuppens 1/16-finale. Efter kampen var Jesper Christiansen irriteret på sig selv.
Det var et tilsyneladende ufarligt skud fra Nedum Onuhoa, der overraskende endte i netmaskerne bag Jesper Christiansen. FCK-keeperen burde have været i stand til blot at samle bolden op, men i det sneglatte føre smuttede bolden via hans arm ind i målet.
FCK fik udlignet til 2-2 i overtiden, men efter kampen var det tid til selvransagelse hos Jesper Christiansen.
”Jeg lukkede dem ind i opgøret, og jeg er irriteret på mig selv på vegne af mine medspillere og publikum. Det er svært at forklare, hvad der gik galt, men bolden gled under hånden på mig. Så gælder det om at være mentalt stærk, for der var brug for mig senere i kampen, og jeg skulle være der,” siger Jesper Christiansen til Politiken.dk.
Med 2-2 venter en svær returkamp i Manchester d. 26. februar.

d. 29/12/2025 22:22 |
Skriv et svar