
Den svenske landsholdsmålmand har ikke haft succes i Manchester City og rygtes nu på vej til Galatasaray.
Andreas Isaksson skiftede efter et flot VM i Tyskland til Manchester City fra franske Rennes, hvor han havde været en succefuld afløser for en vis Petr Cech. Dermed var der fra start store forventninger til svenskeren.
Tiden i England har dog aldrig været særlig god for Isaksson, som er blevet ramt af den ene skade efter den anden, og han har måttet se sig udkonkurreret af først Nicky Weaver, så Kasper Schmeichel og nu af Joe Hart, som nu er Citys officielle førstemålmand. Det på trods af Isaksson endnu engang er blevet meldt klar efter en skadespause.
Den situation er ikke holdbar for en målmand af Isaksson kaliber, og tyrkiske medier mener at vide, at Manchester City og Galatasaray allerede er blevet enige om en overgangssum på omkring 20 millioner kr.
Hvis skiftet skulle gå igennem, vil Isaksson kun have nået at spille 18 kampe for Manchester City på 1½ år.
Skriv et svar