Da Rangers og Fiorentina tørnede sammen i UEFA Cup-semifinalen, blev det ikke til andet end en solid nulløsning. Det hele skal afgøres i støvlelandet Italien, hvor returkampen skal spilles.
De første ti minutter af kampen blev solidt domineret af Fiorentina. Rangers forholdte sig en anelse passivt, hvilket skabte en vis forundring på Ibrox. Kuzmanovic var arkitekten bag et flot opspil, da han i det 13. minut lagde en høj bold ind mod Pazzini. David Cuellar afværgede dog chancen med en flot tackling.
Presset fra italiernerne fortsatte og holdet fra Glasgow bed kun momentvis fra sig.
Det afspejlede sig fint, da den danske Martin Jørgensen var tæt på en scoring, da han i det 25. minut sparkede kuglen mod mål fra højre side af banen. Rangers-keeper Alexander stod dog velplaceret og plukkede sikkert forsøget ned i favnen.
Utilfredsheden omkring den manglende aggressivitet fra skotterne spredte sig rundt omkring på stadion, hjemmetilhængerne udviste sin højlydte utilfredshed, og en dansk TV-kommentator efterlyste mere vilje i spillet fra skotterne.
Fiorentina var flere gange tæt på, men blev aldrig rigtigt giftige i første halvleg. Dommeren fløjtede en målløs første halvdel af kampen af.
Efter pausen var det Rangers’ tur til at lægge et solidt pres på modstanderen. Sebastien Frey blev testet flere gange indenfor de første ti minutter. Stille og roligt sivede luften dog ud af Skotte-ballonen. Fiorentina dominerede kampen på ny, specielt Adrian Mutu fremviste sine evner indenfor fodboldens verden.
Fiorentina stod igen for hoveddelen af chancerne. Netop Mutu stod for et af kampens allerbedste forsøg, da han i det 75. minut sendte et tørt frispark ind mod en prøvet Rangers-keeper.
Rangers vedblev med at bide fra sig i korte glimt. Rangers modtog et hjørnespark i kampens døende sekunder, men indlægget blev afværget af en Fiorentina-forsvarer.
Det blev ikke til nogen scoringer i aftenens semifinale, da ingen af de to hold formåede at afgøre kampen til sin fordel, hvilket gør, at intet er afgjort før returkampen i Firenze. Fiorentina står umiddelbart med bedste udgangspunkt efter 0-0-remiset.

d. 29/12/2025 22:22 |
Skriv et svar