AC Horsens indtager sidstepladsen i SAS Ligaen, hvilket klubben bestemt ikke kan være tilfreds med. AC Horsens-målmanden, Allan Hedegård Nielsen, vurderer forholdene i klubben.
AC Horsens’ fik i sommerens transfervindue underskrevet en etårig deltidskontrakt med den 21-årige målmand, Allan Hedegård Nielsen, der siden da har fungeret som tredjevalg på målmandsposten i klubben.
Allan Hedegård Nielsen og resten af mandskabet, tog den 1. januar 2009 afsked med Kent Nielsen, som havde varmet trænersædet siden 2002. Holdets nye cheftræner er Henrik Jensen, der tiltrådte fra en stilling som assistenttræner i Brøndby IF.
Nielsen vurderer, at trænerskiftet har fået en enorm betydning for hele holdet, da alle nu skal forsøge, at imponere den nye træner.
”Trænerskiftet har haft en stor påvirkning på holdet. Alle spillere starter fra nul i det nye år, og alle kæmper derfor for at imponere Henrik Jensen, og for at komme nærmere en plads blandt de startende elleve. De spillere, som sidste år var faste, skal kæmpe for at blive på deres pladser, mens de spillere, som var reserver, virkelig arbejder hårdt for at komme frem i hierarkiet,” siger Allan Hedegård Nielsen til TotalBold.dk.
Horsens-tredjemålmanden lægger ikke skjul på, at kampen om at vogte holdets netmasker er ekstremt hård, da han står overfor nogle erfarne herrer.
”Vi har i Søren Jochumsen en af SAS Ligaens bedste målmænd, mens Lasse Sørensen har stor erfaring fra 1. division og U-landsholdene, så det er to rigtigt dygtige keepere, jeg kæmper med. Derfor er chancen for at vippe en af dem af pinden umiddelbart ikke særlig stor. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke vil gøre alt, hvad jeg kan, for at blive andenmålmand, men fokus ligger mere på, at jeg skal udvikles og stå klar ved en skade,” fortæller han.
Den unge målmand har godt et halvt år tilbage af sin kontrakt, og han føler sig godt tilpas i Horsens, men han vil ikke udelukke et skifte til sommer.
”Jeg skal snakke med klubben inden for den nærmeste fremtid, så må vi se, om vi kan forhandle os frem til en forlængelse af kontrakten. Jeg har det rigtig godt i Horsens, men jeg er jo ikke garanteret en forlængelse, så jeg har fået mig en agent, som sonderer terrænet for mig, hvis jeg skal ud at finde en ny klub til sommer,” udtaler han.
Hans opskrift på, at forhindre at rykke ned, og dermed tage de vigtige skridt væk fra nedrykningsstregen, er ganske klar.
”Marginalerne skal over på vores side. Vi har i rigtigt mange kampe mistet point til allersidst, og i kampe, hvor vi har spillet rigtig godt. Blandt andet kan jeg nævne kampene mod både AGF og AaB, hvor vi indkasserede mål i de sidste minutter, ligesom vi spillede rigtigt godt mod både Brøndby, FCM og OB uden at få noget ud af det. Så det er de små marginaler, som vi skal have med os, og så skal vi selvfølgelig score på vores chancer,” forklarer han.
Nielsen mener, at Horsens fortjener, at blive i SAS Ligaen, og han forudser, at de interne kampe mod de resterende bundhold, vil få den afgørende betydning for, hvem der rykker ned.
”Jeg synes, vi har et hold, som fortjener, at spille i landets bedste række, men det synes jeg også, at de andre bundhold har, på nær SønderjyskE. Så det bliver en hårdt nedrykningskamp. Vores chancer er nok nogenlunde lige så store, som de andre bundhold, vil jeg tro. Det bliver de interne kampe mellem bundholdene, som afgør sæsonen, tror jeg,” slutter Nielsen til TotalBold.dk.
Læs også:
Skriv et svar