Chelsea-manager Guus Hiddink var meget tilfreds med gårsdagens sejr på 3-1 over Liverpool på Anfield, men han advarer samtidig mod at tage for let på returopgøret.
Chelsea sikrede sig onsdag et godt udgangspunkt for returopgøret i Champions League-kvartfinalen, da London-klubben på Anfield vendte en Liverpool-føring på 1-0 til en 3-1-sejr. Klubbens træner, Guus Hiddink, er da også yderst tilfreds med resultatet.
”At spille mod Liverpool på Anfield er altid svært. Det er blevet bevist af resultater i andre store kampe her. Vi er meget tilfredse med resultatet, som, hvis jeg skal være ærlig, var uventet, men jeg synes, det var fortjent,” siger Hiddink til klubbens hjemmeside.
Hiddink advarer dog samtidig mod at tro, at pladsen i semifinalen er sikker.
”I returkampen skal vi være koncentreret. Vi må ikke tro, at vi kan tage det roligt. Liverpool har før vist, at de kan overraske.”
Skriv et svar