Hertha Berlin har fået en katastrofal start på denne Bundesliga-sæson. Dette har klubbens bestyrelse taget konsekvensen af, idet trænerduoen Lucien Favre og Harald Gämperle er blevet fyret med øjeblikkelig virkning. Holdets U23-træner Karsten Heine overtager midlertidigt trænersædet.
Hertha Berlins start på denne Bundesliga-sæson har været smertefuld for spillerne, tilhængerne og ledelsen. Holdet har blot hentet tre point efter syv spillerunder, og søndag aften blev holdet slået med de ydmygende cifre 1-5 ude mod Hoffenheim, mens man tidligere led et 0-4-nederlag til oprykkerne fra Freiburg.
I dag var tålmodigheden hos klubbens bestyrelse opbrugt, og man valgte derfor, at fyre trænerduoen Lucien Favre og Harald Gämperle. Assistenttræner Gämperle underskrev mere eller mindre sin egen fyreseddel, da han tidligere i dag kritiserede spillerne for ikke at give holdets cheftræner Lucien Favre den fornødne støtte.
Hertha Berlin, der i sidste sæson endte på fjerdepladsen, vil midlertidigt blive ledet af klubbens U23-træner Karsten Heine.

d. 16/03/2026 23:37 |
Skriv et svar